Jeg husker, da Bourdain-fænomenet begyndte i begyndelsen af 2000’erne. Han og andre kokke med en frastødende adfærd, for eksempel Gordon Ramsay og Marco Pierre White, var med til at gøre kokkefaget til ’det nye rock’n’roll’ og fungerede som stærke rollemodeller for unge kokke overalt. Senere forsøgte Bourdain at trække i land med hensyn til nogle af de ting, han havde sagt og gjort tidligere i karrieren. I den henseende minder han mig lidt om Casper Christensen: Andre mennesker bør ikke gøre, som jeg gjorde, men det var egentlig ret cool og virkelig sjovt, og jeg ville gøre det igen. Han lægger på én gang afstand til fortiden og soler sig i den.

Jeg har aldrig truffet Bourdain, selv om jeg skrev meget om mad dengang og besøgte mange af de samme steder, som han gjorde i sine tv-serier, men flere af mine venner og kolleger har mødt ham, og de har altid beskrevet ham som et venligt, høfligt og, overraskende nok, meget genert menneske. Den person, man så på skærmen, spillede med andre ord skuespil.