Klumme afDitte Giese

Ring efter feministerne, så ordner de det nok

Lyt til artiklen

»Sexovergreb på ’Paradise Hotel’ mødes med rungende tavshed«, skriver den borgerlige debattør Jakob Engel-Schmidt i et blogindlæg på politiken.dk, som har ligget som mest læste i et par dage nu med over 75.000 klik. Det handler om, at der i sidste uge i realityshowet ’Paradise Hotel’ på TV3 har været en episode, hvor en ung kvinde, Jeanette, under en fest har gramset på en mandlig deltager, Julian, der var gået kold af druk. I flere uger havde Jeanette inden da talt om, hvor lækker hun synes denne Julian er. Og da manden så falder i søvn, spørger hun sin veninde: »Skal vi voldtage ham?« og sætter sig op på den sovende mand, trækker bukserne af ham, rager ham på pikken og gnider sig lidt rundt på ham.

Det er stærke sager, men også en slags hverdag i det stærkt seksualiserede og kunstige medierum, som ’Paradise Hotel’ er, hvor deltagerne er nøje udvalgt og opfordres til at opføre sig grænseoverskridende seksualiseret over for hinanden. Noget af det interessante ved debatten om det såkaldte sexovergreb er, at Jakob Engel-Schmidt straks efterlyser feministerne, fordi han mener, de havde været på pletten, hvis det var en mand, der stod for ’overgrebet’.

»Et samlet kor bestående af konsulenter fra Kvinfo og verbalekvilibrister fra Albright-gruppen havde (...) fyldt de sociale netværk med arrige kampskrifter om den moderne mands mangel på respekt for kvindekønnet (...) – og ikke givet op, før en politianmeldelse var afsendt«.

Engel-Schmidt mener altså, at det her er kvindernes opgave at beskytte den stakkels mand, og bliver bakket op af læserne, der kommenterer arrigt og kalder det en voldtægt. Det er en interessant tendens, dette her med, at det burde være landets feministers vigtigste opgave at forsvare mænd. Vi så det samme med den ophedede ’tabermand’-debat sidste år, hvor den selvudråbte ’tabermand’, Johannes C. Jensen, klagede over, at der ikke var nogen, der hjalp mænd som ham: »Hvorfor hedder det Mødrehjælpen og ikke Forældrehjælpen? Hvor er vores mandesamfund.dk? Hvor er vores Manfo? Hvor er vores ligestillingsordførere? Hvor er vores Karl-Børge-pris? Hvor er vores lobbyister?«, spurgte han i Politiken.

Nu er det jo sådan, at de onde kvinder, feministerne, kønsdebattørerne og lobbyisterne – hvem de så end er for en broget flok – bygger på en lang tradition for græsrodsbevægelse i Danmark. Fra kvindebevægelsen i 1970’erne kører der en lige linje op til ’feministerne’ i dag. Både moderne kvindenetværksgrupper som Albright-gruppen, Selskabet for Ligestilling og ngo’erne Dansk Kvindesamfund, landets ældste, bygger på engagement, frivillighed og en kampiver efter at opnå ligestilling mellem de to køn. Så hvis Engel-Schmidt og Co. føler sig udrangeret, overhalet eller forgrebet, kunne de måske selv komme ind i kampen?

Det er da forkælet bare at stå og tude og forvente, at ’de andre’/nogen/mor ordner sagerne for én? Det ville klæde mænd som Engel-Schmidt at være solidariske med deres eget køn, sådan som kvindesagsforkæmpere har været det i generationer. At hjælpe dem, der bukker under og har brug for hjælp. Jamen, så start da et Dansk Mandesamfund. Søg bevillinger til et ’Manfo’ eller brug Kvinfo som sparringspartner i stedet for bare at skælde ud på dem. Indstift et modsvar til Mathildeprisen og kald den Karl-Børge-prisen, og hyld mænd, der slås for andre mænd.

Eller endnu bedre: Find ud af, om der findes et reelt problem. Som nu Radio24syv, der ringede til denne Julian fra ’Paradise Hotel’ og spurgte, om han følte sig voldtaget af berideraspiranten Jeanette: »Nej, bestemt ikke. Mit lem blev jo rimeligt erigeret af det, Jeanette lå og gjorde, så jeg må jo have haft det rart tilsyneladende (...) nej, hvordan fanden skulle jeg kunne blive voldtaget? Hvis jeg kan få stiv pik, kan jeg jo lide det, ikke?«, sagde han om episoden og oplyste, at Jeanette i øvrigt nu er hans kæreste.

Der kommer altså ingen politianmeldelse, hverken fra feministerne eller den ikke særlig traumatiserede offermand. Vi har heldigvis alle sammen bedre ting at tage os til.

Ditte Giese

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her