Paris-aftalen, der træder i kraft i dag, er på mange måder et underligt dyr. Den ligner ikke noget, FN tidligere har vedtaget, og den har kun få lighedspunkter med de klassiske miljøaftaler, der blev indgået i sidste halvdel af det 20. århundrede. Det er en aftale, der afspejler en tid, hvor det ikke er USA og Europa, der er verdens centrum og tyngdepunkt, og hvor der er en global bevidsthed om, at kun fælles handlen i forhold til menneskeskabte klimaændringer kan forhindre, at det går mere end galt.

Forhandlingerne om en global klimaaftale sad længe fast i to problemer: