Jeg havde tænkt mig at sende et brev til Det Hvide Hus. Et brev med et billede af min datter og USA’s nye præsident.
Som et bevis på, at en lille pige et sted i verden havde spillet en lille rolle for en vigtig politiker.
Og omvendt: som bevis for, at en politiker i magtens centrum kan gøre en forskel for små piger rundt om i verden.
Det billede skulle være et symbol på, at min datter var kommet til verden på tærsklen til en helt ny æra i amerikansk historie – en tid, hvor pigers drømme er lige så værdifulde som drenges, og hvor køn ikke længere definerer, hvem du er, eller hvad du kan opnå.
Lige nu føles det, som om billedet har fået en anden symbolik.
Som om det måske ikke markerer en ny begyndelse, men nærmere afslutningen på en lang periode med konstante fremskridt.
Men hør her: Lige så tynget jeg er af bekymring og forundring over det, der skete 8. november i USA, lige så opfyldt er jeg stadig af håb og optimisme.
Det vil jeg gerne uddybe. Men lad mig først fortælle lidt om Martha og Hillary. De to er nemlig forbundet på mere end én måde.
For det første er de begge to amerikanske statsborgere, fordi de er født i USA.
Martha er født på George Washington University Hospital i hjertet af den amerikanske hovedstad – et stenkast fra State Department og en rask gåtur fra Det Hvide Hus.
Når nederlaget og dets årsager er glemt, vil Clintons historie stadig stå tilbage som en milepæl i den meget lange kamp for kvinders rettigheder i USA
Hun kom til verden i januar 2014 på den dag, hvor amerikanerne fejrer arven efter Martin Luther King.
For det andet deler de køn.
Martha blev født i et USA under voldsom forvandling. Et USA, der de foregående syv år havde haft sin første sorte præsident, og som bl.a. takket være Hillary Clintons indsats havde sat fokus på den rolle, som piger og kvinder kan spille for positiv forandring.
For det tredje var Martha den første baby i Hillary Clintons kampagne for at blive præsident.
Ja, det er hende på billedet, fire måneder gammel.
Det var juni 2014, og Hillary Clinton havde lige fortalt en fuld sal om sin nye bog. Først et lille år senere blev hun officielt kandidat, men bogturnéen fjernede tvivlen hos de fleste: Selvfølgelig ville hun stille op.
Da Hillary afleverede Martha tilbage til min kone, spurgte et par fotografer, om de måtte tage et billede mere af hende.
For som de sagde: »She is the first baby of the campaign«. Hun var valgkampens første baby.
Hillary Clintons nederlag er næsten en karikatur på et fænomen, alle kender fra det almindelige arbejdsmarked.
Hillary Clinton har fjernet nogle af barriererne for, at Martha og alle andre piger, som er født i USA, lige så naturligt som enhver anden amerikaner kan stille op og blive valgt til en hvilken som helst post
En kvinde, der er mere end velkvalificeret til jobbet, og som har forberedt sig både forfra og bagfra, bliver i sidste øjeblik overhalet af en mand, der ganske vist ikke opfylder et eneste af kravene til jobbet, men som kommer brasende ind til jobsamtalen og erklærer »jeg vinder!«.
Det betyder selvsagt ikke, at man skal frakende Hillary Clinton og hendes stab ansvaret for det ubegribelige nederlag.
De førte en elendig kampagne, fokuserede på de forkerte stater og tog alt for let på den frustration og det krav om forandring, som Bernie Sanders’ popularitet i primærvalget havde udstillet.
Men når nederlaget og dets årsager er glemt, vil Clintons historie stadig stå tilbage som en milepæl i den meget lange kamp for kvinders rettigheder i USA.
Dengang, nationens grundlæggere erklærede Amerikas uafhængighed i 1776, skrev Abigail Adams et brev til sin mand, John Adams, der senere skulle blive USA’s anden præsident.
»I den nye samling af love, som jeg formoder, det vil være nødvendigt for dig at skrive, ønsker jeg, at du vil huske damerne og være mere generøs og gunstig over for dem end dine forfædre. Læg ikke sådan ubegrænset magt i hænderne på mænd. Husk, alle mænd ville være tyranner, hvis de kunne«, skrev hun. Svaret fra John Adams var kontant: »For dine særlige love og paragraffer, har jeg kun latter til overs«.
På den måde er USA et paradoks. Ganske vist er nationen skabt på den smukke formulering fra Uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker er født lige og med et sæt af umistelige rettigheder.
En dag, mens vi sad i bilen og diskuterede et problem, lød det fra bagsædet: »Mom, if you want it to happen, you can make it happen!«
Men som svaret fra John Adams – en af erklæringens forfattere – viser, var ligheden fra begyndelsen forbeholdt bestemte grupper.
Hele USA’s historie har formet sig som forskellige gruppers lange og ofte blodige kamp for at opnå samme rettigheder som de hvide mænd, der stiftede nationen.
For de sorte skulle der gå 100 år, før de blev frie, og næsten 100 år mere, før de fik skrevet deres rettigheder ind i loven. Ved begge lejligheder skete det først, efter at det hvide USA havde forsøgt at undertrykke deres oprør med vold.
I dag står dramaerne – borgerkrigen og borgerretsbevægelsen – tilbage som fikspunkter i amerikansk historie. Abraham Lincoln og Martin Luther King har begge et monument på USA’s fornemste plads, The Mall i Washington, D.C.
Med kvinderne er det anderledes.
Som kommentatoren Gail Collins noterede i New York Times forleden: »De boede i samme soveværelser og gemakker som de mandlige autoriteter, der var deres ægtemænd, fædre, brødre og sønner. Da de gjorde oprør, blev der grinet ad dem. Kvinderne forsøgte med en uhyggelig lang og tålmodig indsats at omvende de mænd, som samtidig var deres kærester og undertrykkere«.
De færreste husker, hvornår kvinderne fik stemmeret i USA. Det var i 1920, 50 år efter at sorte (mænd) havde opnået samme ret.
Et af de mest bemærkelsesværdige fakta om valget er, at et flertal af de hvide kvinder stemte på Donald Trump frem for Hillary Clinton.
Det gjaldt især kvinder med kortere uddannelse, religiøse kvinder og ældre kvinder – med andre ord kvinder, som med større sandsynlighed end yngre kvinder med længere uddannelser lever i en eller anden form for afhængighed af deres mænd.
UNGDOMSPOLITIKERE
For denne gruppe kan det se ud, som om kampen for hvide amerikaneres privilegier har spillet en større rolle end kampen for kvinders ligestilling.
Ikke bare fordi de fravalgte den kvindelige kandidat, men fordi netop kønspolitik var et af de få områder, hvor Donald Trump faktisk præsenterede konkret politik i valgkampen.
Han lovede at begrænse kvinders adgang til at bestemme over deres egen krop og udtalte sig i det hele taget så nedsættende om kvinder, at det lød som et ekko fra en svunden tid.
Hillary Clinton blev – trods Marthas indsats – ikke USA’s første kvindelige præsident.
Men hun har fjernet nogle af barriererne for, at Martha og alle andre piger, som er født i USA, lige så naturligt som enhver anden amerikaner kan stille op og blive valgt til en hvilken som helst post.
Min ældre datter var seks år gammel, da vi flyttede til USA i 2011.
Hun talte ikke engelsk, da vi kom, men allerede efter tre måneder havde en dygtig lærer gjort hende næsten flydende på det nye sprog.
Så en dag, mens vi sad i bilen og diskuterede et problem, lød det fra bagsædet: »Mom, if you want it to happen, you can make it happen!«.
Det er i den ånd, man skal finde troen på, at der fortsat venter et bedre USA forude.
Og når en kvinde en dag flytter ind i Det Hvide Hus som præsident, og når hun skal forklare, hvordan hun gjorde det, så vil Hillary Clintons historie være en del af fortællingen.
Derfor sender jeg det brev med det billede.
Ikke til Det Hvide Hus, men til Hillary Clintons kontor.
Det vil altid være en påmindelse til Martha og hendes søskende om, at det er værd at kæmpe for det, man tror på – også selv om man ikke vinder i første omgang.
- Følg Jakob Nielsen på Twitter ved at trykke her