Lyt til artiklen
Er der et skydevåben på scenen, skal det bruges.
Det gælder f.eks. hos Henrik Ibsen i dramaet ’Hedda Gabler’. Her bor stipendiat i kulturhistorie Jørgen Tesman med sin hustru Hedda, som ikke trives. I sidste akt forstyrrer hun gemalen og fru Elvsted i deres papirarbejde med at få orden på kunstneren Ejlert Løvborgs efterladte manuskripter. Tesman beklager sig over forstyrrelsen, og Hedda bemærker: »Herefter skal jeg være stille«. Det var da godt. Men bag forhænget – i kulissen – høres et skud. Hedda har fingereret med pistolerne igen – nej… hun har skudt sig. »Tænk det!«, siger Tesman bestyrtet.
