Tanken strejfer mig med jævne mellemrum: Er jeg på en eller anden måde defekt? Altså er der noget med min hjerne, siden jeg er så skide glemsom?
Status p.t. er, at jeg nu for fjerde gang inden for et år skal have nyt Dankort, nyt NemID, nyt sygesikringsbevis, nyt Mastercard og så videre. Hver gang er det et kæmpe cirkus. Alle abonnementer spærres og skal opdateres, tilsat frygten for hvem der kan misbruge min identitet og bankkonto, mens alt skal indtastes på ny på alle skærme.
Men min pung bliver væk ustandselig. Mit rejsekort forsvinder. Adgangskortet til mit arbejde er væk i uger ad gangen, så jeg må have kolleger til at følge mig rundt på avisen. Min cykelnøgle forputter sig. Jeg får månedlige bøder, fordi jeg ikke kan huske at tjekke ind og ud på Rejsekortet. Jeg må konstant maile mig selv lange lister med opdaterede koder til alt fra Netflix, fitnesscenter, Paypal, Tidal, wi-fi og koden til at bestille tid hos lægen. Alle aftaler skal følges ad med en alarm fra telefonens kalenderfunktion, ellers forsvinder de ud i det blå.
Mobilen spolerer i stigende grad gymnasieelevers koncentrationsevneJeg tror simpelthen ikke, at jeg er kompatibel med den nuværende teknologiske udvikling og det pres, min hjerne konstant udsættes for med 100+ daglige henvendelser fra folk. Presset kommer både fra en teknologisk og en social flanke. Jo nemmere det bliver at kontakte folk, jo flere mails får vi. Jo nemmere det er at tage en opgave på sig, jo mere stiger forventningerne til, hvad vi kan overkomme.
Der er de mange krav om opdaterede passwords og nye it-systemer, der skal læres. Men det er også bekendtskabskredsen, der udvides fra 20 venner til de nærmeste 2.000 bekendte fra Facebook, som hele tiden kræver et eller andet. Hjælp til noget. Kender du en god vvs’er? Har du telefonnummeret på den eller den? Hvor skal vi tage på sommerferie i år, ved du noget?
Ting, man i gamle dage selv ville have fundet ud af, men nu forstyrrer alle i omgangskredsen med. Men jeg kan ikke rumme alle disse mennesker og deres liv i mit hoved. Dagligt hilser de hjerteligt både online og på gaden og vil mingle og networke og smalltalke. Men jeg aner ikke, hvem de er.
Så jeg faker den hver dag. Smiler tilbage og siger hejhej. Men jeg har ingen idé om, hvad børnene i mit barns klasse hedder og endnu mindre, hvad deres velmenende, meget sociale og sludrende forældre hedder.
Når nogen fra lokalområdet spørger interesseret til, hvilken klasse mit barn går i, skal jeg tænke mig grundigt om og nogle gange åbne app’en til forældreintra for at huske, at det er 0.V og ikke 0.X.
Kun en tåbe frygter ikke skolernes forældreintraJeg får konstant mails og messengerbeskeder fra folk, der mener, at vi kender hinanden, men som ikke siger mig det fjerneste.
Dagligt undrer jeg mig over, hvordan alle andre mennesker kan være så tjekkede og opdaterede på alt? Hvordan har I plads til det i jeres hoveder? Helt ærligt?
Jeg er nødt til at holde orden i mit kaos ved lige dele faking og forsøg på charme. Når jeg igen har glemt en social forpligtelse, en barnedåb eller er kommet til at tage toget til Hundested i stedet for Holløse, fordi jeg ikke kan finde ud af rejseplanen, så må jeg ty til charme. Sige, at jeg er forvirret, at jeg har travlt, at jeg er utjekket, at jeg er forsinket. Det mildner næsten altid folk, når jeg bekender kulør. Ærlighed er afvæbnende.
Løgnen er, når jeg lover, at det bliver bedre fremover, for det gør det ikke. Jeg kan ikke gøre det bedre.
Min læge har nu undersøgt mig for tidlig demens to gange. Han siger, at jeg ikke fejler noget, men blot har for meget om ørerne. Så hvad gør man ved det? Jeg prøver at skærme mit rundtossede hoved. Slår notifikationer fra på mobilen. Slukker telefonerne. Lukker døren til mit kontor for at finde ro til tankerne, som bliver kortere og kortere for hver afbrydelse. Tager nogle dybe vejrtrækninger. Sætter en meditativ spilleliste med pling-pling-musik på. Slår alle notifikationer fra og undgår Facebook-debatter. Lukker ned for mit sociale liv i perioder og ser kun folk spontant med få timers varsel.
Men vi må da være mange, der har det sådan her? Som bliver overvældet af informationsstrømmen og ikke kan følge med? Al den moderne teknologi, der lover at gøre vores liv bedre, nemmere og mere organiseret, men i stedet giver mere kompleksitet og mere kontakt med hele verden, må da kunne bruges til at hjælpe mennesker som mig?
Detailhandel: Amazon træder ud af onlineverdenen og vil vende op og ned på dit supermarkedJa, Amazon arbejder vist på en gps-tracket chip til betaling i supermarkeder, men den skal sidde i telefonen, som man jo sagtens kan glemme. Eller som kan løbe tør for strøm.
Jeg er faktisk klar til ydmygelsen ved at få en chip sat i panden eller ind under huden på armen, der kan indeholde alle mine betalingsoplysninger, menstruationscyklus, familieaftaler, vagtplaner, adgangskoder, forældreintra, Facebook-vennekatalog og rejsekort. Bip. Scan mig overalt. Big data mit liv, værsgo.
Jeg overgiver helt frivilligt alle informationer om alt i mit liv til Big Brother, overvågning og aflytning, hvis bare jeg for helvede kan få lov at slippe for at skulle huske flere koder med store og små bogstaver, registreringsnumre, Paypal-koder og støj.
Bare red mig fra mig selv, tak.
fortsæt med at læse
