En god dag for...
Burkaen. Det ville efterhånden være mere reelt at kalde agurketiden for burkatiden; sommerdvaske redaktioner tilbyder fri tale og data til ferierende folkevalgte med symbolpolitiske prøveballoner. Helst om muslimer, da det giver klik og ’engagement’ på de asociale medier. For lige at pseudobalancere en artikel med en højrepopulistisk vinkel har journalister altid kunnet ringe til en radikal. Men hov. Pludselig gik selv R ind for et forbud mod burka og niqab, lod sommerordfører Lotte Rod forstå. Burkatidens orden blev dog hurtigt genoprettet: Lotte rodede rundt på sin og partiets holdning, fastslår R-toppen. En lettelse for promillen af muslimer, der bærer stoffet, og for tilhængere af retten til at tage et pandakostume på i Brugsen, hvis man lige er i humør til det.
En dårlig dag for...
Marie Krarup. DF vil også forbyde bederum på uddannelsesinstitutioner, og partiets gymnasieordfører har stillet et beslutningsforslag. Men Krarup er kommet i infight med fakta, efter at Undervisningsministeriet har kortlagt fænomenets omfang. Af 1.261 folkeskoler, gymnasier og andre læreanstalter svarer 27 – godt 2 procent – at de har en art bederum. Værre for Krarup er det, at 15 af de 27 skoler siger, at det især er kristne elever og foreninger, som bruger lokalerne. »Der er noget galt med fakta. Der er ikke noget galt med vores beslutningsforslag«, siger Marie Krarup til DR og tilføjer: »Hvis jeg ikke var på sommerferie, ville jeg lave min egen undersøgelse, for jeg stoler ikke på den her«. Deadline for alternative fakta er til efteråret, hvor forslaget skal til afstemning.
fortsæt med at læse
En god dag for verdens mest berømte frø og en dårlig dag for direktøren for radiostationen Mansfield 103.2
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























