At skrive en roman, der er forholdsvis realistisk og udfolder sig i en bestemt tidsperiode, er som at arbejde med en skuresvamp. Stemningen i tiden er den massive gule farve i svampen, der skal være hel og konsistent, og som handlingen kan trænge igennem og gøre tung og fyldig, så læseren kan vride den ud igen. Den grønne ru overflade er sproget, som man skrubber tiden med, så det kan mærkes som en form for modstand, der ripper op i læserens opmærksomhed.
Den handling, der suges op med svampen, skabes ud fra en fugtig, måske let rådnende, blanding af erindring og virkelighed. Når jeg er ude at holde foredrag om ’Folkets skønhed’, får jeg tit spørgsmål om, hvor meget der nu er virkeligt, og hvor meget jeg har fundet på. Hvad er erindring, og hvad er fantasi? Det er et spørgsmål, der altid svært at svare på, men fordi jeg får det spørgsmål så tit, lægger jeg mærke til nogle ting, nu hvor jeg er dybt inde i skriveprocessen igen. Hvad er det egentlig, der foregår?
