Sommerferien har i mange år bragt mig i forfatternes fodspor. Jeg har gået på den sumpede, urskovsagtige flodbred i München, hvor Thomas Mann gik tur med sin hund. Jeg har siddet dér, hvor Kleist begik selvmord, med udsigt til Wannsee, og læst hans Marquise von O. Jeg har rejst i Sebalds fodspor, da han rejste i Kafkas fodspor ved Gardasøen. Jeg har været lykkelig på en bænk i Weimar med udsigt til Goethes havehus i den romantiske park. Men i år rejste vi efter malerne og arkitekterne. Vi overnattede i Le Corbusiers beton-sfinx af et dominikaner-kloster, i hver sin munkecelle med grønne gulve, røde gardiner og gule lister; som at sove i et kunstværk. Vi var i Aix-en-Provence for at se Cézannes Montagne Sainte Victoire – det bjerg, han genskabte på sine lærreder igen og igen. Vi var i Worpswede for at se birketræerne og lyset, som Modersohn-Becker malede.
»Har du helt skiftet kunstart?«, spurgte en litterær ven mig. Først tænkte jeg »ja«, skamfuld som en overløber. Men så kom jeg i tanke om, hvorfra jeg havde drømmen om at se Cézannes bjerg, om at se Worpswede.
