Når den lidet opmuntrende tyske valgkamp omsider får ende på søndag, skal den kommende regering tage stilling til, hvordan sammenholdet i EU kan forstærkes.

Forslaget om, at tyske skattekroner skal bruges til at sanere sydeuropæiske landes betrængte økonomier, er ingen en vælgermagnet og derfor fortiet. De vælgere, der drømmer om lige præcis denne løsning, har ikke stemmeret i Tyskland. De bor i Grækenland, Italien, Spanien og Frankrig.

Men Tysklands kommende regering må til lommerne, hvis ikke EU skal gå sin undergang i møde og opfylde den amerikanske præsident Donald Trumps amatørforestillinger om, at verden er bedst tjent med alles kamp mod alle.

De politiske udspil, der venter tyskerne efter valget, vil derfor først og fremmest handle om årelange udviklingsprojekter, vedtaget og aftalt med andre store europæiske lande. Her vil Frankrig spille en nøglerolle, og her kan tyske skattekroner uden at vække unødig opsigt kanaliseres videre til nødlidende EU-partnere. TO KORT i denne diskussion er det store tyske overskud på landets betalingsbalance og eurokursen, der i USA vurderes som for lav i forhold til dollaren. Løsningen på det sidste problem ligger i USA selv. Dets finansindustri stimulerer efterspørgslen efter dollars med stadig nye groteske ’produkter. Vi lever i afreguleringens turbotid.

Progressive kræfter i Europa er imidlertid oprigtigt bekymrede over ubalancerne i de europæiske økonomier, over de svimlende uligheder og den massive arbejdsløshed.

De sydeuropæiske lande må sikres incitamenter til økonomisk vækst. Det kunne ske ved øget efterspørgsel efter deres varer og tjenesteydelser i Tyskland – hvad der ville medføre en svækkelse af det tyske betalingsbalanceoverskud. Sådan siger mange økonomer og politikere, ikke mindst i Tyskland.

For god ordens skyld: Et lands betalingsbalance er det facit, der fremkommer, når værdien af et lands eksport og import modregnes hinanden. Der er overskud, hvis værdien af eksporten overstiger værdien af importen, og underskud, hvis det forholder sig omvendt.

EU’s medlemsstater har da også siden 2011 skullet justere deres økonomi, hvis deres overskud overstiger 6 procent. Men hvis den regel nogensinde er håndhævet, har den ingen følger fået.

Den korte version af problemet med det tyske betalingsoverskud lyder imidlertid: Det er en overspringshandling. Kun Trump tror, at overskud et sted er identisk med underskud et andet. Nordeuropæiske lande har generelt overskud på deres betalingsbalancer. Det danske betalingsbalanceoverskud er lige så stort som, hvis ikke større end det tyske – men dansk økonomi er selvfølgelig ikke en international sværvægter.

Tysklands overskud skyldes ikke kun, at landet fører en stram økonomisk politik og holder lønningerne urimeligt nede. En vigtig grund er, at tyskerne pinedød er tvunget til at spare op til deres pensioner. Deres privatforbrug udskydes altså bare.

Liberale økonomer foreslår, at Tyskland lemper de mange reguleringer, der styrer industri og arbejdsmarked og godt kan ligne protektionisme. En lempelse her vil, især med det nuværende lave renteniveau, lokke investorer til og stimulere tysk økonomi og efterspørgsel. De dårlige nyheder er, at det vil undergrave den traditionelle sociale sikkerhed på arbejdsmarkedet yderligere.

Men selv hvis tyskerne med højere lønninger og skattelettelser fik flere penge til privatforbrug, er det tvivlsomt, om det ville komme sydeuropæiske økonomier voldsomt til gode. Tyskerne handler fire gange så meget med nordiske lande som med sydeuropæiske. OG SÅ HAR vi slet ikke talt om alt det, de sydeuropæiske lande kunne gøre for deres egne økonomier ved at bekæmpe deres altødelæggende korruption.

I toppen af Transparency Internationals liste over verdens mindst korrupte lande i 2016 ligger lande som Danmark (listens nr. 1), Finland (3), Sverige (4), Norge (6), Holland (8) og Tyskland (10). Omvendt ligger Frankrig (23), Portugal (29), Spanien (41), Cypern (47), Ungarn og Rumænien (begge nr. 57), Italien (60), Grækenland (69) og Bulgarien (75) i den ydmygende bagerste ende af EU-feltet.

Der sker ikke fremskridt i disse landes velfærd, før de selv tager et opgør med deres sorte, kriminelle og mafiøse økonomier. De kunne godt bruge lidt mere af det, politikere kalder ’fate control’. At man søger at tage ansvaret for sin egen skæbne på sig.

fortsæt med at læse

Da Merkel åbnede grænsen, bankede det igen på hos pater Potschien i Marxloh