Lyt til artiklen
I efterårsferien var jeg et smut på Versailles med børnene. Jeg havde ikke selv været der, siden at jeg var teenager, og det var lige så overvældende, som jeg huskede det. Den ene overdrevent opulente sal efter den anden frem til den absurd store spejlsal, og så den på enhver måde overdrevne have.
Det er betagende og forrykt, og jeg og mine døtre gik der og talte om, hvor alle pengene til overfloden egentlig kom fra, og hvordan det hele endte i et blodbad. »Kunne det ske igen?«, spurgte min ældste datter bekymret efter at have set længe på et maleri af Ludvig XVI’s børn.
