En god dag for...
Indkøbsmulighederne. Hvem ka’? Bilka! Sådan lyder sloganet fra hypermarkedskæden Bilka, hvor storsmilende kunder drister sig ind med tomme vogne og kommer ud tre timer senere med stopfyldte vogne, grædende børn ved deres side og et parforhold i opløsning.
Ligesom dit saldotab de kommende dage vil føre til et opkald fra banken. Men fra onsdag i denne uge er det slet ikke nødvendigt at gå ind i butikkerne i Hundige og Tilst, hvor butikkerne har lanceret konceptet BilkaToGo.
Så nu er det altså slut med spontanindkøb – hvem havde også brug for 4 kilo julemedister?
I stedet køber du bare ind hjemmefra via en app, og så får du ellers varerne leveret direkte i bagagerummet på parkeringspladsen ved den anviste bås. Det er da smart.
En dårlig dag for...
Elefanter i Zimbabwe og Zambia. Mens Donald Trump som noget af det første proklamerede, at han ville bygge en mur ved den amerikansk-mexicanske grænse, er præsidenten ikke bleg for at lade sine landsmænd rejse til et andet kontinent og hjembringe elefanthoveder og stødtænder som trofæer.
Det står klart, efter at præsidentens administration har valgt at droppe et forbud mod import af elefanter, der er skudt under jagt i Zimbabwe og Zambia. I fremtiden skal man blot have tilladelse fra det amerikanske fiskeri- og dyrelivsministerie.
Og logikken bag beslutningen er da også nem at følge, hvis man ikke er en elefant. Trofæjægere betaler store summer for at få lov til at skyde det truede dyr, og så går pengene ellers til fremtidig bevarelse af truede dyr i landet.
fortsæt med at læse
En god dag for nordisk fodbold og en dårlig dag for togpassagerer
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























