Der er få mennesker, som jeg finder mere skræmmende end Donald Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon.

Han står for næsten det diametralt modsatte af alt, hvad jeg holder af og tror på. Han er for nationalisme, imod globalisering og har i årevis været leder af det ultrahøjreorienterede nyhedssite Breibart News.

Så meget desto mere rystende og bekymrende var det forleden at lytte til New York Times’ interview med Bannon og igen og igen nikke i enighed.

I interviewet, der blev bragt i avisens nyhedspodcast, forklarer Bannon, at det amerikanske politiske system er i dyb og selvforskyldt krise. En meget stor del af amerikanerne føler ikke, at politikerne i Washington formår at adressere deres helt reelle problemer.

Udviklingen mod mere ulighed, mere globalisering og mere outsourcing fortsætter uhæmmet, uanset om det er demokraterne eller republikanerne, der er ved roret. Bannon peger på, at det ikke nytter at have et system, hvor stor set al værdistigning og rigdom går til en ekstremt lille elite.

Det trøster ikke den pressede amerikanske arbejder i Midtvesten, at globaliseringen har løftet flere hundrede millioner ud af fattigdom i Kina og andre lande. Det skaber faktisk kun vrede, fordi de føler, at det er sket på deres bekostning og besluttet af en elite, der har mistet følingen med det folk og det land, de regerer.

For Bannon er løsningen enkel: Spræng hele systemet i luften, og byg det op fra grunden. For ham er Donald Trump en hammer, et instrument, som kan bruges til at smadre hele det etablerede Washington, og så må man starte på en frisk. Det er en krig – et udtryk, som han bruger helt åbent – og det vil blive blodigt og tage lang tid.

I Danmark er vi lykkeligvis stadig meget langt fra Trump og USA, men jeg tror, at mange oplever en snert af den samme afmægtighed. Uanset hvem man stemmer på, ruller konkurrencestaten og det nødvendiges politik videre med stadige stramninger og effektiviseringer.

Politik er for mange blevet et karrieretrin, en måde at komme ind og få magt og så rulle videre i andre vellønnede stillinger i det private eller ude i den store verden. Seneste eksempel er, da tidligere finansminister Bjarne Corydon i sidste uge blev udpeget som ny direktør og chefredaktør på Børsen.

Der er næsten ubegribeligt langt fra de traditionelle socialdemokratiske værdier og til Børsens neoliberale holdningsunivers, og ved at nægte at svare på, om han overhovedet var socialdemokrat før jobskiftet, puster Corydon bevidst eller ubevidst til politikerleden.

Hvis ikke engang en mand, der var socialdemokratisk finansminister i den seneste regering, vil sige åbent, at han er – eller i det mindste dengang var – socialdemokrat, er det svært at fortænke mange vælgere i at blive desillusionerede.

I interviewet med Corydon her i avisen erklærede den tidligere finansminister sig mod ’lejrtænkning’ og insisterede på, at »der er noget, som er rigtigt, og noget, der er forkert«.

Det sidste er så oplagt, at det næsten er indholdstomt, men det understreger ideen om, at det hele på mange måder handler om markedets ubønhørlige kræfter, som politikerne må følge. Det er at kaste hænderne i vejret, at lade politik blive til teknokrati, hvor alle og ingen har ansvar.

Lidt som når transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance i fuldt alvor siger, at det er ’virkeligheden’, der har ansvaret for, at de nye danske togsignaler først bliver færdige, når de nuværende børnehaveklasseelever er studenter.

Ingen af delene er jo rigtigt. Det er en følge af klare politiske valg – henholdsvis liberalisering af markederne og en kronisk underinvestering i togene i årtier. Det er noget, som politikerne har besluttet, og ved blankt af afvise ansvaret og lade, som om udviklingen er en slags naturlov, giver man mennesker som Steve Bannon mere ammunition.

For det er pinedød politikernes ansvar. Globaliseringen har haft umådeligt mange gode virkninger, men den har helt tydeligt også været skadelig for mange i Vesten. At kalde al snak om ulighed og bekymring om magtkoncentration for populisme er at tale ned til folk og presse dem over i Trumps retning.

Han er et rationalt valg for mennesker, der føler, at hele det nuværende politiske system har svigtet dem, og at de almindelige politikere tilsammen udgør et sammentømret og semikorrupt morads.

fortsæt med at læse

Flemming Ytzen:

Det er lykkedes USA at forandre forholdet til Kina fundamentalt, men ikke sådan som Trumps forgængere havde forestillet sig