Præsident Trump har proklameret, at Iran er USA’s farligste modstander. Det skete i en tale i oktober, der blev anset som skelsættende. I løbet af den seneste måned har Trump personligt bidraget til at styrke sit lands hovedfjende.
Han opmuntrede Saudi-Arabiens nye stærke mand, kronprins Mohammed Salman, til at presse Libanons statsminister, Saad Hariri, til at træde tilbage i håb om at fremme politisk kaos. Forventningen i Riyadh var, at den libanesiske samlingsregering ville blive opløst, og at Irans forlængede arm, Hizbollah, der var medlem af regeringen, ville miste indflydelse.
Åbenmundet præsident: Afslørede Trump detaljer om hemmelig israelsk operation inde i Syrien?Det ville styrke Saudi-Arabien i kampen med Iran om indflydelse i Libanon. Det gik lige omvendt. Da Hariri vendte hjem til Beirut, fik han en heltemodtagelse af befolkningen. Han stillede sin afskedsbegæring i bero og indledte forhandlinger om en ny regering.
Hizbollah reagerede behersket. Dets leder, Hassan Nasrallah, erklærede, at man var parat til at forhandle med Hariri om nye retningslinjer for regeringen.
Flertallet af vælgerne, hvad enten de er shiamuslimer, sunnier som Hariri eller kristne, var lettede over, at landet havde undgået en ny krise. Saudi-Arabien, der traditionelt blev anset for at være sunnimuslimernes skytsengel, blev kritiseret for at have blandet sig i libanesisk politik, og det shiamuslimske Hizbollah vandt i popularitet, fordi det skabte det indtryk, at nationale interesser gik forud for sekteriske.
I Teheran lykkedes det Trump at styrke regeringens popularitet i middelklassen, som traditionelt har været for en afspænding i forhold til Washington, og forholder sig kritisk over for det iranske teokrati.
Mange medlemmer af middelklassen er forargede over Trumps antiiranske retorik og hans trusler om at forlange en genforhandling af atomaftalen fra 2015, hvor Teheran har forpligtet sig til i 10 år at opgive forsøg på at blive en kernevåbenmagt.
Trump fornærmer Iran, mener mange, det samme gør den saudiarabiske kronprins, der kalder Irans religiøse leder Khamenei ’Irans Hitler’. Frem for at tilstræbe indre splid i befolkningen og understøtte oppositionen styrker han sit lands hovedfjende.
I Syrien har USA overladt den politiske proces mod en fredelig løsning til Vladimir Putin, som med mellemrum ringer til stormagten USA’s præsident og briefer ham om de russisk sponsorerede forhandlingers fremgang.
Washington har ingen langtidsstrategi i forhold til Syrien. I betragtning af, at Trump har erklæret, at Iran er hovedfjenden, forekommer fraværet af en strategi uforklarligt. Mens USA forholder sig passivt og fastholder, at dets opgave i Syrien er begrænset til at bekæmpe IS-kalifatet, arbejder Iran målrettet mod at sikre sin indflydelse i postborgerkrigens Syrien. Iranskkommanderede militser rekrutteret blandt irakiske shiamuslimer og afghanske frivillige har spillet en afgørende rolle i Assad-regimets sejr. Det samme gælder iranske revolutionsgardister.
Hvad gør USA, hvis Nordkorea ikke lader sig afskrække?De er blevet transporteret til Syrien ad luftvejen, fordi Østsyrien, der grænser op til Irak, er kontrolleret af IS-kalifatet. Det er blevet nedkæmpet af de kurdiske krigere, der for nylig erobrede Raqqa, kalifatets hovedstad.
Hvis Washington havde haft en anti-iransk strategi, hvis mål bl.a. var at begrænse iransk indflydelse i Syrien, ville USA have satset på at erobre Boukamal, grænseovergangen mellem Syrien og Irak.
Det kunne være sket ved hjælp af de kurdiske krigere, men det negligerede amerikanerne med det resultat, at Assads regeringstropper nåede først frem og drev jihadisterne ud af Boukamal. Irakiske shiamilitser, organiseret af Iran, angreb grænseovergangen fra irakisk område. I det store geopolitiske spil mellem Iran og USA’s allierede i Mellemøsten er erobringen af denne støvede grænseovergang mellem Syrien og Irak af strategisk betydning.
Den muliggør, at Iran kan sende mandskab og våben til Syrien over Irak ad landevejen i stedet for at transportere per fly som hidtil, og den bringer den iranske plan om at etablere en landbro, der forbinder Iran via Irak med den syriske middelhavskyst, inden for rækkevidde.
Ved hjælp af dets kurdiske lejetropper kontrollerer USA en stor del af Østsyrien, der har nogle af landets vigtigste oliekilder og en af Eufrats-flodens største dæmninger.
Dette kunne give USA indflydelse på fredsforhandlingernes udfald og muligvis bidrage til at begrænse Irans indflydelse, der ifølge Trump er så farlig for USA’s sikkerhed.
fortsæt med at læse
