Ung muslim om kvindekampen: Flere imamer burde stå bag Sara Omar

Lyt til artiklen

Det rislede ellers koldt ned ad ryggen på mig inde i Bremen Teatret for halvanden måneds tid siden. For her var fire frontkvinder samlet, Natasha Al-Hariri, Geeti Amiri, Halime Oguz og Khaterah Parwani, og de cementerede med al deres fælles kraft, at tiden er inde til den nydanske kvindekamp.

Arrangementet var intet mindre end spektakulært og nød massiv opbakning blandt publikum. Helle Thorning-Schmidt var til stede, og andre prominente personligheder var mødt op for at vise deres støtte til den muslimske kvindefrigørelsesproces. Men imamerne var der ikke.

Den nydanske kvindekamp: »Hvordan kan det være, man kun er optaget af kvindens jomfruelighed, og at man kun laver jomfrutjek af kvinder«

Nu har en anden modig kvinde med samme tunge bagage skabt stor opmærksomhed. Med god grund. Forfatteren Sara Omar ryddede samtlige mediers forsider, fik sit eget hashtag af Martin Krasnik med #themtoo og blev kaldt den nye Yahya Hassan.

’Dødevaskeren’, som hendes omdiskuterede bog hedder, bidrager med flere sorte kapitler om, hvordan livet kan være som muslimsk kvinde i en stærkt patriarkalsk kultur, hvor voldtægt, incest, kvindefornedrelse og social kontrol bliver opretholdt af de langskæggede, konservative mænd.

Sara Omar svarer igen på kritik: »Vi har æresforbrydelser i Danmark«

Ja, disse historier er efterhånden blevet fast inventar i mediernes dækning af muslimske kvinder, og det er egentlig absurd, at der ikke er en større trang til et oprør med det.

Spørger man fængselsimam Waseem Hussain, der netop udtalte sig i forlængelse af Sara Omars udgivelse, handler det åbenbart om, at størstedelen af muslimerne ikke bifalder et oprør:

»Det bliver italesat, som om der er et oprør, og så henter man de samme syv debattører, der siger det. Men i over 20 år har man sagt, at nu kommer kvindeoprøret, og det er ikke kommet. Men det er ikke det samme, som at alle muslimer så har det behov. De fleste føler ikke noget behov for at bryde normerne«, udtalte Waseem Hussain i Politikens kultursektion 1.12.

Kvinder med muslimsk baggrund siger, at oprøret mod mændene er i fuld gang, men imam har svært ved at genkende undertrykkelsen

Som imam burde Waseem Hussain vide bedre: At negligere andres skæbner og de kvindelige debattører, der med chikanering og livet som indsats tager bladet fra munden, er sammenligneligt med Ole Bornedals nedladende indspark i #MeToo-debatten.

Det er beskæmmende, når et religiøst overhoved, som repræsenterer min religion, udtaler, at de fleste muslimer ikke ser anledning til at bryde med normerne.

Jo, Waseem Hussain, de fleste unge muslimer ser hellere end gerne, at vi ryster posen nu og vender op og ned på konventionerne. Men vi har ikke samme autoritet og symbolsk magt, som du besidder som imam.

Derfor burde en fængselsimam som dig, der ser dig selv som progressiv, stå skulder ved skulder med de syv – evigt larmende – muslimske debattører, der går i front for et muslimsk kvindeopgør.

Det ville være klædeligt for en imam at gå forrest på barrikaderne, skabe virak og i sidste ende hjælpe på de betændelsesramte kønsrollestrukturer.

Men måske ønsker Waseem Hussain slet ikke en revolution? Måske ser han bare, at kønsrolledebatten raser gennem mediemøllens korte levetid og bliver fejet ind under det persiske gulvtæppe igen?

Det er mærkværdigt, at imamerne finder sig nødsaget til at agere i hast som mæglere i bandekonflikt, men samtidig, hvis man skal tro Waseem Hussain, i tyve år har lukket øjnene for et latent kvindeopgør.

Cafémedarbejder til Sara Omar: Tak for at fortælle om vold mod muslimske kvinder. Det sker også for os kristne kvinder

Det kan sagtens være, at historierne om undertrykte muslimske kvinder udgør et lille penselstrøg i det store hele billede. Men kvinderne er der altså stadig og bliver ved med at forstyrre, indtil nogen piller hårene ud af suppen.

Den lektie lærte den katolske kirke, da pædofilihistorierne stjal overskrifterne, og paven nedsatte en komité for at komme dem til livs. Her stillede paven sig på den undertryktes side og beordrede alle biskopper og præster til at samarbejde i bekæmpelse af pædofili.

Opfordringen til imamerne, der mangler inspiration til fredagsbønnen eller er kørt død i håndteringen af bandekonflikten, er således: Læs Sara Omars bog, og anerkend – for Guds skyld – den tidevandsbølge, der er rejst af de kvinder, som vil gøre op med en plaget islamisk kultur.

Italesæt det tabubelagte og stil dig på siden af dem, der lider under det. Du skylder at hjælpe til i forårsrengøringen af et gammelt støvet kælderrum, som Sara Omar og de syv andre muslimske debattører har igangsat. Du skylder i den grad at stå bag dem.

Filiz Yasar

fortsæt med at læse