På Hanseatenweg har det berlinske kunstakademi indtil udgangen af januar en eksklusiv udstilling viet til to af moderne tysk kulturs kæmper: Walter Benjamin (1892-1940) og Bertolt Brecht (1898-1956).
Dramatikeren Brecht var en rigtig flot fyr. Kritikeren Benjamin var derimod noget af en nørd. Så meget desto mere var han fascineret af den lidt yngres Frauenheld – gæt selv, hvad det ord betyder.
Politiken mener: Tysklands ansvarDeres bekendtskab foldede sig i særlig grad ud i Danmark – i Skovbostrand ved Svendborg.
Her gik Brecht og hans kone, Helene Weigel, i eksil efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Den ludfattige Benjamin boede i lange perioder hos dem, mens han søgte at skaffe lidt penge fra fonde i København, så han kunne redde sit store bibliotek ud af det nazistiske Berlin. Uden held.
Benjamins nærmeste ven, Gershom Scholem (1897-1982), advarede ham så kraftigt mod Brecht, at Benjamin og Brechts intellektuelle diskussion udviklede sig til et trekantsdrama fra hver deres eksil mellem Scholem i Palæstina, Benjamin i Frankrig og Brecht i Danmark. Brecht stod for klassekampen, Scholem for jødisk tro og kultur og Benjamin for begge dele og ingen af dem.
Peter Wivel: Tyranner udnytter historiens erfaringer bedre end dem, der ønsker gode samfundDe tre iscenesatte et historisk drama og udgjorde det ypperste, tysk avantgardekultur præsterede, indtil Hitler gav os en forestilling om, hvad tysk kultur også kunne være. Ingen af de tre var sig rigtig bevidst, at den revolutionære gejst, der styrter alt omkuld, og dens løfte om en, hvis ikke himmelsk, så i alt fald jordisk frelse, udåndede for øjnene af dem. Kun Benjamin vidste, at der er uendelig meget håb i verden, bare ikke for os mennesker.
Gershom Sholem og Walter Benjamins to brødre, Werner Scholem og Georg Benjamin, var aktive kommunister. Den kommunistiske fristelse var for både Gershom og Walter et eksistentielt problem – et spørgsmål om liv og død.
Et ganske lille eksponat på udstillingen i Berlin samler konflikten i et brændpunkt. I august 1934 diskuterede Brecht og Benjamin en mikroskopisk og irriterende fortælling af Franz Kafka, ’Den næste landsby’ (1914). Kafkas tekst lyder i al sin korthed således:
Søren Espersen: I England kan de finde ud af at elske livet på landet. Herhjemme taler vi nedsættende om udkants-Danmark. Måske kunne vi lære noget»Min bedstefar plejede at sige: »Livet er overraskende kort. Når jeg nu tænker tilbage på det, trænges det i en sådan grad sammen i mig, at jeg for eksempel knap begriber, hvordan et ungt menneske – og her ser vi helt bort fra ulykkelige tildragelser – kan beslutte sig for at ride til den næste landsby uden at frygte, at den tid, der er til rådighed for et almindeligt, lykkeligt livsforløb, langtfra vil række til et sådant ridt««.
Avisens læsere kan selv bruge juledagene til at tolke Kafkas to korte og ene lange sætning!
Brecht afviser med foragt gåden som et klassisk paradoks, den arme Kafka bare har misforstået: »Hier irrt sich Kafka«.
Hvis rejsen er lang, er det nemlig ikke den samme unge mand, der når den næste landsby, men et mere modnet menneske, mener Brecht. Det samme menneske kan ikke bade i den samme flod to gange, sagde engang Heraklit, alle revolutioners fader.
Benjamin svarer:
»Livets sande mål er erindringen. Når den ser tilbage, løber den med lynets hast gennem livet. Lige så hurtigt, som man kan bladre et par sider tilbage, har den fra den næste landsby nået det sted, hvor rytteren besluttede sig for at bryde op. Det menneske, der ligesom de gamle har forvandlet sit liv til skrift, det kan vel kun læse denne skrift bagfra. Kun sådan møder de sig selv og kun sådan – på flugt fra nutiden – kan de forstå det«.
Kafkas historie handler om skriften, mener Benjamin.
Der er gået Kafka i boligskattenVores eneste håb er, at vi på flugt fra nutiden kan forvandle vores liv til skrift, omvende os. Men et helt menneskeliv rækker ikke, hvor hurtigt vi end rider, til at finde en nøgle, der kan lukke op for skriften og indfri vores håb.
Begge Benjamins sidekammerater protesterer. Scholem tror, at Benjamin sigter til Biblen, Brecht måske, at det er ’Das Kapital’, han har fået galt i halsen.
Men Benjamin indleder sin Kafka-tolkning med en lille historie fra en jødisk landsby et øde sted i Østeuropa længe inden holocaust. En samling jøder holder sabbat i et fattigt værtshus. En af dem er en ussel tigger, som ingen kender. Jøderne spørger hinanden, hvad de ville ønske, hvis valget var frit. Én ønsker sig penge, en anden en svigersøn, en tredje en høvlebænk osv..
»Vi glemmer, at mennesket altid har taget fejl«Endelig kommer turen til tiggeren i den mørke krog. Direkte adspurgt svarer han, at han ville ønske, at han var en mægtig konge, at han herskede over et stort rige, sov i et palads, og at fjenden væltede ind over hans grænser, og at han måtte springe ud af sengen og flygte hovedkulds over bjerg og dale, gennem skov og land, indtil han nåede den skammel, han nu sad på.
»Det ønsker jeg mig«, sagde tiggeren. Jamen, hvad skulle du få ud af det ønske, spørger de andre.
»En skjorte«, lød svaret.
Skønt alle tre var på flugt, tolkede kun Benjamin Kafkas historie som en fortælling om flugt. Flugt trænger livet så tæt sammen, at ingen mere begriber, hvordan de skal slippe levede fra deres mareridt.
Kommunisten werner Scholem døde i KZ Buchenwald, partifællen Georg Benjamin i KZ Mauthausen.
Den vantro Walter Benjamin tog sit liv, da man ikke ville lukke ham ind i Spanien. Alle tre i 1940. Kun Gershom Scholem og Brecht overlevede. Scholem i Jerusalem, Brecht i det kapitalistiske USA.
Han flygtede ikke til Sovjetunionen.
fortsæt med at læse
