0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Professor: Vi kan ikke regne med, at folkets meninger kan bruges til noget

Politikere og medier tillægger meningsmålinger og folkestemninger for stor værdi, for vi kan ikke regne med, at hurtige holdninger er kvalificerede.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En uendelig mængde information, der hvirvler omkring os i høj hastighed, gør ikke noget godt for den demokratiske samtale og udviklingen af anskuelser, skriver Peter Lauritsen. Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som borgere i et demokratisk samfund skal vi dele os efter anskuelser. Vi skal ikke være enige om det hele, men ud fra hver sit synspunkt engagere os i debatter og stemme på de politikere, der bedst kan repræsentere os.

Dette er et helt basalt demokratisk princip.

Alligevel er der grund til at minde om det. For selvom vi for længst har lært, at selve meningen med demokratiet er, at det kan rumme forskellige holdninger og faktisk drives frem af uenighederne, har vi det med at overse, at forudsætningen for, at vi overhovedet kan dele os efter anskuelser, er, at vi først har dannet os disse anskuelser.

En anskuelse er således ikke blot en flygtig sindsstemning eller et ophidset følelsesudbrud, men derimod et nogenlunde rodfæstet synspunkt, som det tager tid at nå frem til. Og i processen må vi nødvendigvis trække på relevant viden og være i dialog med andre.

Hvor ville det være befriende, hvis vi blot en gang imellem havde mulighed for at diskutere en sag til bunds

Det er vigtigt at holde fast i, at anskuelser netop er noget, der dannes. Det er noget, vi skaber, og ikke noget, vi har liggende færdigproduceret på et lager. Derfor kan man heller ikke bare stikke en mikrofon ned i folkedybet og regne med, at det, man hører, har en særlig værdi eller sandhed. Folkets stemme kan udmærket vrøvle.

Alligevel spørger analyseinstitutterne os om, hvad vi mener om internationale konventioner, skattepolitik, patentdomstol og politiske manøvrer. De beder os om at rangordne ministre og vil vide, om vi er for eller imod grænsekontrol og minimumsnormering i børnehaver. Og det, selv om vi ikke ved nok om emnet eller ikke har haft mulighed for en ordentlig dialog med andre.

Men uanset hvor skrøbelige vores besvarelser er, læses de, som var de udtryk for en særlig folkets visdom, og straks kappes politikere og meningsdannere om at alliere sig med folkets sandhed. Og ve den politiker, der kommer til at sige, at der måske er noget, folket har misforstået – at folket måske ikke har fået sat sig ordentligt ind i sagerne, at vi ikke ved, hvad vi taler om.

En sådan politiker anses for elitær og udemokratisk. For i den offentlige debat taler folkets stemme altid sandt, og den findes i analyseinstitutternes lagkagediagrammer.

Grafer og tabeller skæres og tilpasses, så man opnår den ønskede effekt

Vi begår imidlertid en alvorlig fejl, når vi på den måde går ud fra, at folk per definition besidder færdige anskuelser, eller at der findes en sær