Som borgere i et demokratisk samfund skal vi dele os efter anskuelser. Vi skal ikke være enige om det hele, men ud fra hver sit synspunkt engagere os i debatter og stemme på de politikere, der bedst kan repræsentere os.
Professor i retorik: Kulturministeren lytter ikke i debatten om det klassiske musiklivDette er et helt basalt demokratisk princip.
Alligevel er der grund til at minde om det. For selvom vi for længst har lært, at selve meningen med demokratiet er, at det kan rumme forskellige holdninger og faktisk drives frem af uenighederne, har vi det med at overse, at forudsætningen for, at vi overhovedet kan dele os efter anskuelser, er, at vi først har dannet os disse anskuelser.
En anskuelse er således ikke blot en flygtig sindsstemning eller et ophidset følelsesudbrud, men derimod et nogenlunde rodfæstet synspunkt, som det tager tid at nå frem til. Og i processen må vi nødvendigvis trække på relevant viden og være i dialog med andre.
Det er vigtigt at holde fast i, at anskuelser netop er noget, der dannes. Det er noget, vi skaber, og ikke noget, vi har liggende færdigproduceret på et lager. Derfor kan man heller ikke bare stikke en mikrofon ned i folkedybet og regne med, at det, man hører, har en særlig værdi eller sandhed. Folkets stemme kan udmærket vrøvle.
Alligevel spørger analyseinstitutterne os om, hvad vi mener om internationale konventioner, skattepolitik, patentdomstol og politiske manøvrer. De beder os om at rangordne ministre og vil vide, om vi er for eller imod grænsekontrol og minimumsnormering i børnehaver. Og det, selv om vi ikke ved nok om emnet eller ikke har haft mulighed for en ordentlig dialog med andre.
Det er klassisk social­demokratisme: Mette Frederiksens humanisme er faktisk smukMen uanset hvor skrøbelige vores besvarelser er, læses de, som var de udtryk for en særlig folkets visdom, og straks kappes politikere og meningsdannere om at alliere sig med folkets sandhed. Og ve den politiker, der kommer til at sige, at der måske er noget, folket har misforstået – at folket måske ikke har fået sat sig ordentligt ind i sagerne, at vi ikke ved, hvad vi taler om.
En sådan politiker anses for elitær og udemokratisk. For i den offentlige debat taler folkets stemme altid sandt, og den findes i analyseinstitutternes lagkagediagrammer.
Vi begår imidlertid en alvorlig fejl, når vi på den måde går ud fra, at folk per definition besidder færdige anskuelser, eller at der findes en særlig folkets sandhed.
Mange mennesker stirrer andægtigt »ned i folkedybet som i en brønd og får en stærk og hemmelighedsfuld overbevisning om, at de har set selve visdommen«.
Sådan sagde demokratiforkæmperen Viggo Hørup, men han tilføjede, at dem, der har set ned i folkedybet, nok »ikke har set andet, end at der var sort«.
Chefanalytiker hos AE: Regeringens udflytnings­planer er en omgang hul symbolpolitikEller med andre ord: Det er en demokratisk fejlslutning, hvis man uden videre regner med, at folkets stemme består af informerede anskuelser. For hvis folk skal mene noget kvalificeret, stiller det krav til den proces, hvori anskuelserne formes. Og hvis vi vil styrke demokratiet, skal vi tage langt bedre vare på netop den proces.
Der er mange steder, man kunne sætte ind, men her er 4 krav, som vi, borgerne, passende kunne stille til medierne, politikerne og os selv:
1. Lad være med at spekulere i vores følelser.
I jagten på vores opmærksomhed designer politikere og medier udmeldinger og nyheder, så de fremkalder bestemte følelser hos os.
Vi skal være forargede over en politikers spørgsmål om termokander og servietter til sin bryllupsreception. Vi skal være oprørte over, at en forbryder ikke udvises. Og vi skal væmmes over elendige forhold på plejehjemmet.
Analyse: Kan vi overhovedet stole på nyhedsmedierne?Vi får stoppet holdninger og følelser ned i halsen, inden vi aner, hvad en sag drejer sig om. At vi nok selv skal finde ud af, hvad vi mener, hvis bare vi får ordentlig nuanceret information og tid til at fordøje og tale med hinanden, er der ikke tillid til.
2. Sæt ærlighed over spin.
I mange tilfælde er det politiske system givetvis bedre end sit rygte, men heller ikke danske politikere kan sige sig fri for at forhindre, at anskuelser dannes og deles frit. Hvad får regeringens og de store partiers hær af spindoktorer ellers tiden til at gå med? Hvor mange årsværk går der ikke med, at højtuddannet arbejdskraft febrilsk søger at mørklægge visse sider af et lovudkast eller en ministersag, mens der med sikker hånd kastes lys over andre?
Grafer og tabeller skæres og tilpasses, så man opnår den ønskede effekt. Alt sammen for at manipulere mest muligt med borgernes meningsdannelse. Og de selvsamme borgere efterlades på perronen med en følelse af, at deres rolle i demokratiet ikke er vigtig.
At sikre sig, at borgerne deler sig efter anskuelse, er blevet reduceret til en kommunikationsopgave.
3. Vær nysgerrig.
Giv de offentligt ansatte en lønforhøjelse, LøhdeSom borgere skal vi kunne finde vej i det informationsbombardement, vi udsættes for. Vi skal kunne kende forskel på relevant, irrelevant, sandt og falsk. Vi skal vide, hvornår noget er spin og halve sandheder, og vi skal vide, hvornår vi for alvor skal høre efter, hvad der bliver sagt. Det kræver et demokratisk engagement, som ikke bare er en ret, borgerne har, men en pligt. Og det kræver, at vi skærper den kritiske tænkning og nysgerrigheden.
Et demokrati afhænger af, at borgerne kan holde skæg for sig og snot for sig og ikke stoler på noget, før det er undersøgt ordentligt.
4. Sæt tempoet ned.
Dennis Nørmark: Thyra Franks måde at håndtere politik på fortjener beundringHvor ville det være befriende, hvis vi blot en gang imellem havde mulighed for at diskutere en sag til bunds, inden den næste tog over og krævede vores opmærksomhed.
Det er ikke en naturlov, at hver dag har sine sensationer, at der hver dag sker noget, der er lige så vigtigt som det, der skete i går. En uendelig mængde information, der hvirvler omkring os i høj hastighed, gør ikke noget godt for den demokratiske samtale og udviklingen af anskuelser.
Et demokrati er kendetegnet ved, at folk kan mene, lige hvad de vil. Der findes ikke rigtige eller forkerte holdninger – der er ingen sindelagskontrol. Men demokrati er folkets selvstyre, og hvis vi tager det alvorligt, kan vi ikke nøjes med tilfældige strømninger og overfladiske sindsstemninger.
I det ambitiøse demokrati lytter man til folket, men man tager også folket alvorligt. Og det gør man kun, hvis man gør alt, hvad man kan, for, at borgerne faktisk har reel mulighed for at danne sig deres egne kvalificerede anskuelser.
fortsæt med at læse
