En god dag for...
Skattesnydere. At snyde i skat er som at stjæle slik fra små børn. Små og mellemstore virksomheder i Danmark bryder hvert år skattereglerne og snyder fællesskabet for 7,2 milliarder kroner. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Skat har foretaget, skriver TV 2. Knap 6 af 10 af de firmaer, der er med i undersøgelsen, har fejl i deres skatteindberetning, og Skat vurderer, at næsten hver tiende af dem laver fejl vel vidende, at det er i strid med skattereglerne – altså, de snyder. At så mange bliver fristet, kommer ikke bag på skatteadvokat Torben Bagge: »Risikoen for, at Skat kommer og kontrollerer og opdager snyd, er relativt begrænset«, siger han med henvisning til nedskæringer i Skat.
En dårlig dag for...
Politiet. Ordensmagten i Haderslev måtte søndag morgen se sig selv i rollen som den forurettede, som det hedder i politikredse. Mens politistationens morgenpatrulje var ude på opgave, slog hærværksfolk til med spraydåser og skrev »fuck cops« på stationens facade. På stationens øvrige mure blev der skrevet en række andre skældsord mod politiet. Vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi kaldt det »ganske frækt«, mens lederen af politistationen gav et bud på, hvem der stod bag: »Umiddelbart tyder det på, at gerningsmændene kunne være nogle, som vi tidligere har været i kontakt med, og som ikke bryder sig om os«. Og det lyder jo i og for sig ganske plausibelt.
fortsæt med at læse
En god dag for holdbare CPR-numre, og en dårlig dag for Absalon, som altså ikke igangsatte Roskilde Domkirke
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























