Lyt til artiklen
Det er ikke så længe siden, jeg bildte mig ind at være blevet mildere stemt ved tanken om alderdom og død. Jeg kunne høre en fornuftens stemme, der talte mod angsten for det uundgåelige, og bildte mig ind, at livet nu og her – muligvis lidt senere – kan rumme værre ting end endelig afsked.
Eksempelvis gentagne tilbud om en dyr seniorbolig i Ørestad og dermed fornemmelsen af at blive reduceret til en kvinde, der kun ser ’Barnaby’, mens hun er iført fornuftige støttestrømper for at passe på hjertet.
