Foto: Joachim Adrian
Klummer

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Kaspar Colling Nielsen i bidsk novellepremiere: Og mere end hundrede år senere bed en af dem altså min far i røven

Kaspar Colling Nielsen vil fremover skrive noveller til Politiken - med det udgangspunkt, at samfundslitteraturen skal være bidsk som en dobermann.

Klummer

Min far blev for nogle år siden bidt i røven af en dobermann.

Han skulle lave noget for nogle rige mennesker et sted i et stort palæ omgivet af en stor parklignende have og havde fået at vide, at han bare skulle parkere bilen foran huset og gå ind, men på vejen fra bilen til huset blev han altså bidt i røven af den ene af to dobermannhunde, som løb rundt i parken for at holde vagt.

Dobermannhunden blev fremavlet i midten af 1800-tallet af Karl Friedrich Louis Dobermann, som boede i byen Apolda i delstaten Thüringen i det nuværende Tyskland. Karl arbejdede som skatteopkræver, men fordi han var lille af statur (163 cm), blev han ofte truet og overfaldet, når han forsøgte at inddrive skatter.

På den tid bestod skatteopkræveres løn udelukkende af en procentdel af det inddrevne, så Karl fik kun en ringe betaling for sit krævende arbejde. For at tjene til dagen og vejen arbejdede han som hundefanger om natten. De indfangede dyr bragte han hjem og pelsede, hvorefter han solgte skindene til fattige, der ikke havde råd til dyrere og mere behagelige dyreskind.

Karl havde hverken kone eller børn. I 1852 sad han en tidlig morgen i en slidt lænestol i sit lille faldefærdige hus i den fattige del af Apolda. Karl havde været ude at fange hunde hele natten og havde kun et par timer, før han skulle på arbejde som skatteopkræver. Han burde lægge sig, men han kunne ikke, for det havde været en usædvanlig hård nat.

Få timer tidligere havde han kæmpet med en hund, som havde bidt ham i hånden og ansigtet. Nu sad han i sin lænestol med forbinding om hovedet og hånden og kiggede tomt ud i luften, mens asken fra en cigaret dryssede ned på stolens armlæn.

Han samlede køllen op, slog hunden bevidstløs, hvorefter han lagde sin jakke hen over den, til ilden var slukket

Adrenalinen, der havde pumpet rundt i Karls lille krop under kampen, havde forladt ham og var nu afløst af dunkende smerte og en overmandende træthed, der samlede sig til en ukendt følelse i hans indre, en form for summende vrede, som han aldrig havde følt på samme måde før.

Han havde ganske enkelt fået nok af det hele: af sindssyge vilde hunde om natten og om dagen menneskerne med deres trusler og hånlige latter, når han forlod dem med uforrettet sag.

Han tog sig til hovedet. Stoffet var allerede gennemblødt af blod.

Den nat havde han kæmpet med en stor, sort hanhund. Han havde jaget den ind i en smal, mørk gyde. Det var den største hund, han havde set i byen i flere år, så han gik langsomt og opmærksomt gennem mørket. Han standsede, da han hørte en dyb knurren få meter foran sig. Han tændte sin lanterne og strakte den frem for sig med den ene hånd, mens han holdt sin kølle klar til slag i den anden.

Lyset fra lanternen tegnede et uklart omrids af dyret. Det var virkelig en krabat, og lanternens lys fik dens øjne til at lyse rødt og dens blottede tænder til at skinne som blanke knive. Den så vanvittig ud, den hund, og den virkede ikke det mindste bange for Karl.

Det var helvede, tænkte Karl. Han var havnet i helvede, og han vidste hvorfor. På grund af sin diminutive fysik havde han fokuseret sin inddrivelse på byens enlige kvinder, som ikke nød en mands beskyttelse. Særligt én kvinde havde han over en årrække tvunget til at betale mere, end hun burde. Han havde truet med at sætte hende ud, selv om han slet ikke havde den slags beføjelser.

Hun var alene med fire børn og ludfattig. Gisela Worm, hed hun. Han havde ikke haft det godt med det, men havde hurtigt glemt det igen, først nu, måneder senere, da han stod over for dette rødøjede bæst, kom hans slette gerninger tilbage, og Karl var spændt på, hvilken straf Gud havde udmålt til ham.

Han nærmede sig langsomt dyret, mens han overvejede, hvordan han skulle angribe det, men inden han nåede at beslutte sig, satte det i et overraskende kraftfuldt spring mod ham. Hunden bed sig fast i Karls ansigt og begyndte at hive og flå i det som en gal. Karl faldt bagover med hunden ovenpå sig. Han slog den i hovedet med køllen, så hårdt og hurtigt, han kunne. Han kunne mærke kræfterne sive ud af sig, men endelig efter nogle minutter slap den sit tag i ansigtet og bed ham i stedet i hånden, der holdt køllen.

Han kunne mærke dens tænder skære gennem hud og muskler for til sidst at knase mod knoglerne. Karl slap køllen med et skrig og slog dyret desperat med lanternen, som han endnu knugede i den anden hånd. Lanterne smadredes, og olien løb ud på hundens nakke og ryg, som snart stod i lys lue.

Hunden slap Karl og begyndte at rulle hylende rundt på ryggen. Karl rejste sig fortumlet. Blodet piblede fra hans øje ned på jakken og jorden. Han samlede køllen op, slog hunden bevidstløs, hvorefter han lagde sin jakke hen over den, til ilden var slukket, så slæbte han den ud til buret, som stod på en kærre på gaden.

Da han kom hjem, havde Karl som sagt renset og forbundet sine sår og sat sig i sin gamle hullede lænestol for at ryge en cigaret, inden han skulle på arbejde igen.

Han burde lægge sig og sove et par timer, men i stedet gik han ud og betragtede hunden. Den sov, men vågnede med det samme, da den hørte ham. Han besigtigede den. Der var intet vundet ved at pelse den. Dens tynde sorte pels var i forvejen næsten intet værd og endnu mindre nu, hvor flammerne havde beskadiget den betragteligt.

Karl strakte sin lille krop og kiggede op på himlen. Solen var ved at stå op. Himlen var allerede lyserød og grå, og han kunne høre kødmagerne køre ind mod torvet med deres skramlende vogne. Han gav hunden lidt vand og noget hundekød fra en af de mange hunde, han havde pelset, kød, han opbevarede ulovligt og selv levede af i trange tider.

Hunden huggede kødet i sig, tømte glubsk vandskålen, kiggede så nærmest taknemmeligt op på Karl, hvorefter den rullede sig sammen og lagde sig til at sove. Mens Karl betragtede hunden, faldt noget på plads inden i ham.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den morgen byggede han en lille aflukke ude i gården af nogle gamle brædder, han havde liggende. Over lågen til indhegningen hængte han et skilt, hvorpå der stod: ’Apolda Kennel’. Han ville lave en kennel med det ene formål at fremavle en hund, der var så skræmmende, at folk af egen fri vilje ville betale deres skat til ham.

I de følgende måneder fangede han udelukkende store og stærke hunhunde, som han lukkede ind til hanhunden. Han byggede senere en indhegning mere til en anden stor hanhund, han havde fanget. Hunhundene holdt han i bure indenfor i huset, 8 stykker i alt, og efter 6 måneder havde han over 32 hvalpe. De svage hvalpe dræbte og spiste han, kødet var nærmest delikat, når hvalpene var små. Hundene fodrede han med hundekød fra ældre hunde. De stærkeste og mest aggressive hvalpe beholdt han og parrede dem med hinanden.

Han var helt uinteresseret i udseendet, bortset fra de rødlige øjne. Dem ville han beholde.

Hundene kom med tiden til at se slanke og pincheragtige ud, med et smalt hoved og en blank sort og tætsiddende pels, en bred brystkasse og en spid snude. Han trænede de mest frygtløse hvalpe med hård hånd, fra de var små, så de til sidst adlød hans mindste vink.

Efter nogle år var han klar.

Han tog ind til byen med to af sine bedste hunde. Indkrævningen gik over al forventning. De, der før havde talt nedladende til ham, som havde truet og måske endda slået ham, græd og beklagede sig nu, og jo mere ynkelige og bange de var, jo mere aggressive blev hundene, og han måtte bruge alle sine kræfter på at holde dem tilbage.

Dobermann blev i løbet af få år den rigeste skatteopkræver i Thüringen. Dobermanns rigdom og rygterne om hans helvedeshunde førte til, at delstatspolitiet i Thüringen bestilte et stort antal, fordi de ønskede at indføre dem som officiel politihund. Dobbermannen var en fremragende vagthund, men ubrugelig som jagthund, til det formål var hundene alt for aggressive; flere jægere havde set sig nødsaget til at skyde deres dobermannhunde, fordi de ikke ville overgive det nedlagte vildt.

I 1871 blev det tyske rige samlet til ét kejserdømme under kejser Wilhelm I af Preussen. Kejseren kendte til dobermannhunden og købte personligt fire hunde, hvilket med ét slag gjorde racen til den mest populære hunderace i hele kejserdømmet.

Karl Friedrich Louis Dobermann blev en af Aldonas rigeste og mægtigste mænd, respekteret af alle. Men der var også noget frygtindgydende over Karl, når han gik gennem byen i sine skræddersyede sorte jakkesæt og den høje hat, og det var ikke kun på grund af tanken om, hvad hans hunde kunne gøre ved én, det var mere, at disse uhyggelige hunde på en eller anden måde kom fra den lille mand, at de syntes at være udsprunget af noget i ham, fra et mørke af en art. Nogle mente, Karl havde været i helvede for at slå en handel af med djævlen, og at hundene var den pris, Karl havde modtaget for sin sjæl.

Hvorom alting er, flyttede Karl ind i et stort palæ med en stor have, hvorfra han fortsatte med at drive sin kennel, der nu havde ti ansatte. Han giftede sig med Gisela Worm og adopterede hendes fire børn. De fik senere en datter, der dog døde allerede som spæd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Karl døde selv i 1894, tres år gammel, og hans adoptivsøn Helmuth Dobermann førte efter Karls død Apolda Kennel videre. Helmuth lykkedes med at få dobermannen anerkendt internationalt som en selvstændig hunderace ved Nimrod-hundeudstillingen i Amsterdam i 1901, og mere end hundrede år senere bed en af dem altså min far i røven.


Du kan læse den næste Colling-novelle her:

Du kan fucke med politiet, men du skal ikke fucke med kronprinsen, forstår du?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden