En god dag for ...
Søvnige mødedeltagere får nu lidt tiltrængt hjælp. Og det har vi virkelig trængt til, for det er ikke nemt at være til møde (eller bare at være til), når de andre rundt om bordet bare taler og taler, og nikker og nikker, mens éns øjenlåg bliver tunge, og tankerne vandrer. Og så får man pludselig ordet og alles udelte opmærksomhed:
Hvad tænker du? Koldsved og hjertebanken ... Nu har den britiske komiker Adam Hess og hans følgere på Twitter fundet på en række ting, man altid kan sige. I flæng og tvivlsom oversættelse kan nævnes: »Det handler om at finde balancen her«, »Det er vigtigt, at vi er tro mod vores kerneværdier«, »Der er ikke nogen nem løsning ...«, »Vi har vel alle det samme mål, nu diskuterer vi, hvordan vi når derhen«.
En dårlig dag for ...
Mark Sampson har haft så mange dårlige dage, at denne klumme ikke kan nå hele vejen rundt. En af dem var i september sidste år, da han blev fyret fra jobbet som landstræner for de engelske fodboldkvinder, fordi han havde haft et utilbørligt forhold til unge spillere i et tidligere job og fyret racistiske vittigheder af til sorte landsholdsspillere. Men det seneste døgn er det kommet frem, at Sampson også havde en offday, da hans hold tabte sommerens EM-semifinale til Holland.
Efter kampen havde træneren et sammenstød med en dommerofficial, som han kaldte en »forbandet skændsel«, hvorefter han truede den skræmte kvinde med en metalstang. Han har endnu ikke fået et nyt job og kan måske bruge ventetiden på et kursus i vredeshåndtering.
fortsæt med at læse
En god dag for unge verden over - og en dårlig dag for en dyreglad mand
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























