Klumme afTonny Pedersen

En god dag for Katy Perry - og en dårlig dag for Joe Biden

Lyt til artiklen

En god dag for...

Katy Perry. Den amerikanske popstjerne har været i strid modvind, efter at hun i sidste uge kyssede en deltager i talentshowet ’American Idol’ uden først at have fået hans samtykke.

Deltageren, den 19-årige Benjamin Glaze, der aldrig før havde kysset en pige, virkede bagefter noget befippet og sagde, at han var blevet lidt forlegen, da Katy Perry, der er dommer i showet, gav ham et kys på læberne.

Det har fået kritikere til at beskylde hende for sexchikane, selv om den 19-årige efterfølgende har forklaret, at han bestemt ikke opfattede det sådan. Der er således håb om, at han kommer sig over kysset uden varige traumer. Og nu får Katy Perry opbakning fra sine to meddommere, Luke Bryan og Lionel Richie.

»Det var for sjov. Det var en spøg. Jeg var der selv og overværede det«, siger Lionel Richie til AP. »Alle havde sjovt, også deltageren«. Luke Bryan er enig og siger, at hele sagen er blæst ud af proportioner. »Det er uheldigt, at sådan noget bliver kørt op til en kæmpe historie«, siger han.

En dårlig dag for...

Joe Biden. USA’s tidligere vicepræsident har fået svar på tiltale, efter at han har luftet fantasier om at stikke præsident Donald Trump et par på låget.

Ved et debatmøde om seksuel vold på University of Miami i tirsdags sagde Joe Biden, at USA ledes af en mand, der praler med, at han kan »begramse kvinder, som han vil« – en henvisning til en sag, hvor Trump på en lydoptagelse omtaler kvinder decideret nedladende.

»Hvis vi gik i gymnasiet, ville jeg trække ham om bag sportshallen og gennembanke ham«, sagde Biden om præsidenten. Joe Biden havde måske troet, at hans trussel ville få lov at passere i ubemærkethed, da præsidenten egentlig har hænderne fulde for tiden.

Men nej, Donald Trump kunne naturligvis ikke lade et godt hundeslagsmål gå sin næse forbi. På Twitter skriver Trump: »Gale Joe Biden forsøger at spille barsk.

Han er svag, mentalt og fysisk, men alligevel truer han mig (...) med fysisk vold. Han kender mig ikke, men han ville ryge i gulvet hurtigt og hårdt og tude hele dagen«. Joe Biden er 75 år, mens Donald Trump er 71 somre.

Tonny Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her