2 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for Chelsea Hotel - og en dårlig dag for fængselsbetjent, som har smuglet hash og mobiler til bandemedlemmer

Lyt til artiklen

En god dag for...

Chelsea Hotel i New York spiller en central rolle i amerikansk populærkultur. Gennem årtier var hotellet tilholdssted for musikere, kunstnere og forfattere, som boede der i kortere eller længere perioder. Forfatterne Mark Twain og Dylan Thomas har boet på Chelsea Hotel, kunstneren Andy Warhol har instrueret en film om ’Chelsea Girls’, sangerinden Madonna fik taget nøgenbilleder til en vovet fotobog på værelse 822, og Sid Vicious, forsanger i punkbandet Sex Pistols, blev anholdt på værelse 100, hvor hans kæreste lå død i en blodpøl. Chelsea Hotel emmer af historie, men i 2011 var det tid til en renovering. I den forbindelse var en tidligere ansat snarrådig nok til at redde en masse døre, som ellers var på vej til forbrændingen, og nu er 50 af dørene blevet solgt på auktion. Døren til det værelse, hvor Leonard Cohen fik et blowjob af Janis Joplin – en affære, Cohen siden skrev om i sangen 'Chelsea Hotel No. 2’ – blev solgt for godt en halv million kroner. Det var dog ikke det højeste bud. Døren til Bob Dylans værelse indbragte godt 600.000 kroner.

En dårlig dag for...

En 38-årig fængselsbetjent får nu en unik mulighed for at finde ud af, hvordan det føles at sidde på den anden side af tremmerne. Fængselsbetjenten blev fredag idømt et år og tre måneders fængsel ved Retten i Helsingør, fordi han mod betaling har smuglet hash og mobiltelefoner ind til bandemedlemmer i Helsingør Arrest. Han blev anholdt i oktober sidste år, og under retssagen kom det frem, at han havde leveret hash og mobiltelefoner til medlemmer af banden Loyal to Familia. Fængselsbetjenten erklærede sig skyldig i to tilfælde af hashsmugling, men nægtede sig skyldig i de øvrige anklager og fortalte i retten, at han havde følt sig truet af bandemedlemmer. »Jeg fik trusler. Jeg har aldrig prøvet at blive truet på den her måde. Truslerne var rettet mod mine kære«, sagde den nu tidligere fængselsbetjent ifølge Ekstra Bladet. Den forklaring købte byretten dog ikke, og hvis han havde følt sig truet, burde han ifølge anklageren have henvendt sig til sin chef eller til politiet. Fængselsbetjenten har anket dommen til Østre Landsret.

Vil du lytte med?

Politiken Lyd giver dig specifikt adgang til vores nye lyd-app, hvor du kan få adgang til eksklusive podcasts og udvalgte oplæste artikler, læst op af Politikens egne stemmer. Frem til 4. juni kan du få adgang til Politiken Lyd i seks måneder for 99 kr.

Få adgang til Politiken Lyd
Denne artikel kræver digital adgang. Køb abonnement på politiken.dk/shop. Allerede abonnent? Log ind
iPhone 17 Pro silver bottom left 1

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her