Foto: Niranjan Shrestha/Alexander Nemenov/AP
Klummer

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


En god dag for Xia Boyu - og en dårlig dag for Vladimir Putin

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag - og hvem der har haft en dårlig dag.

Klummer

En god dag for ...

Xia Boyu. Den kinesiske bjergbestiger kender alt til modgang. Han har i årtier forsøgt at nå toppen af Mount Everest, men hver gang er han blevet bremset af naturkatastrofer eller sygdom. Han er løbet ind i laviner. Han er blevet stoppet af jordskælv.

Under et forsøg i 1975 fik han alvorlige forfrysninger, der kostede ham begge fødder. Nogle år senere fik han lymfeknudekræft, så lægerne måtte amputere begge ben over knæet. Men i denne uge opfyldte Xia Boyu, der er 69 år, sin livslange drøm: På sine benproteser nåede han toppen af verdens højeste bjerg ad den klassiske rute fra Nepal-siden.

Mindst to andre dobbeltbenamputerede har nået toppen før Xia Boyu ifølge The New York Times. Men det har næppe været helt lige så meget op ad bakke for nogen anden.

En dårlig dag for ...

Vladimir Putin, der tirsdag indviede en kontroversiel bro fra Rusland til halvøen Krim, som russerne hapsede fra Ukraine i 2014. Den russiske præsident sagde i sin tale, at det storslåede broprojekt opfylder en drøm, som russerne har næret helt siden tsartiden, hvorefter han satte sig ind i en lastbil for som den første at krydse den 19 kilometer lange bro fra Krasnodar i Rusland til Krim. Men som andre ambitiøse ledere før ham må Putin sande, at ikke alle værdsætter hans visioner.

Både EU og USA fordømmer Rusland for at bygge og indvie broen uden Ukraines accept, mens den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, tørt konstaterer, at der kan blive brug for broen, før man aner det, »når besættelsesmagten pludselig bliver nødt til at forlade vores Krim«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce