Klumme afMarcus Rubin

Kronikredaktør

En god dag for kvindelige skihoppere, der nu må hoppe langt - og en dårlig dag for Gap

Lyt til artiklen

En god dag for...

Kvindelige skihoppere. Det Internationale Skiforbund (FIS) besluttede i går at fjerne en kønsdiskriminerende skihopregel, der har forbudt kvinder at hoppe over 118 meter. Det skriver den norske avis Dagbladet.

»Vi har ikke brug for love lavet i fortiden, vi har brug for regler til fremtiden. Der har været nok love gennem tiderne, som har berørt kvinder, men som er lavet af 16 gamle mænd«, siger Bertil Pålsrud, der er norsk repræsentant i FIS’ skihopkomité.

Den såkaldte Regel 407 skulle beskytte kvinder mod overbelastninger, især af det reproduktive system, men den påstand er blevet afvist som det rene nonsens af Inggard Lereim i et studie fra den medicinske komite i FIS. Fjernelsen af Regel 407 skete da også med stort flertal i skiforbundet.

En dårlig dag for...

Gap. De sociale medier har atter vist deres magt, efter en person lagde et billede af en T-shirt ud på Weibo (det kinesiske svar på Twitter).

T-shirten, der var til salg i en canadisk Gap-butik, viste et kort over Kina, men det sydlige Tibet, Taiwan og øerne i Det Sydkinesiske Hav var udeladt, selv om stederne i Kina betragtes som dele af den suveræne stat Kina.

Tøjgiganten var hurtigt ude med en undskyldning. »Gap respekterer Kinas suveræne og territoriale integritet. Vi har erfaret, at en T-shirt, der er solgt på et oversøisk marked, ikke repræsenterede det korrekte kort over Kina. Vi undskylder på det kraftigste denne ikke-intentionelle fejl«, hed det i en udtalelse.

Også flyselskabet Delta og hotelkæden Marriot har for nylig undskyldt lignende fornærmelser over for Kina.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her