Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for Norge - og en dårlig dag for Sverige

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Norge. Sandnessjøen er en lille by langt oppe i det nordlige Norge – omtrent 1.500 kilometer nordligere end København.

Byen er således ikke ligefrem kendt for sit lune forårsvejr, men ligesom danskerne har nordmændene de seneste dage været velsignet med usædvanlig varmt vejr.

Ved målestationen i Sandnessjøen nåede temperaturen kun ned på 19,7 grader natten til Kristi himmelfartsdag. Det betød, at beboerne i den nordnorske by havde en varmere nat end beboerne på Gran Canaria ud for Afrikas kyst.

Hvem sagde klimaforandringer? Geir Bøyum fra Meteorologisk Institutt i Tromsø fortæller til NRK, at de høje temperaturer er meget usædvanlige, og at der efter alt at dømme er tale om den varmeste nat, der nogensinde er målt i Nordnorge.

En dårlig dag for ...

Sverige. Det kan godt være, at mange forbinder vores broderland med köttbullar, ødegårde, Abba og andre udmærkede (om end lidt kedelige) fænomener, men bag den fredsommelige facade gemmer Sverige på en anderledes barsk virkelighed. De senere år har kriminelle bander gjort skyderier til en fast del af af hverdagen i flere svenske byer.

Et forskningshold har i et nyt studie publiceret i European Journal on Criminal Policy and Research sammenlignet risikoen for at blive skuddræbt i Sverige, og bandernes hærgen viser sig tydeligt i statistikken. Sverige er det land af 13 EU-lande, hvor risikoen for, at man som mand mellem 15 og 29 år bliver skuddræbt, er højest. Risikoen er mere end dobbelt så høj som i Danmark eller 10 gange højere end i Tyskland.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her