En god dag for ...
EU. Den Europæiske Union har i årevis været nationale politikeres foretrukne mobbeoffer. Unionen har rutinemæssigt fået skyld for alskens ulykker, og i dag undlod Folketinget og Københavns Rådhus at hejse det blågule EU-flag, selv om det var Europadag.
Nu kan tiden i skammekrogen imidlertid være ovre for EU. Statsminister Lars Løkke Rasmussen erkendte i en tale, at hans eget parti, Venstre, har været med til at tale EU ned.
Ved at fokusere på de ting, som ikke fungerer i EU, er borgerne blevet efterladt med en følelse af, at det hele er for dårligt, påpegede Løkke og bebudede, at han fremover vil være med til at tale det europæiske fællesskab op.
Om det så betyder, at Folketinget næste år ligefrem vil hejse EU-flaget på Europadag, melder historien ikke noget om.
En dårlig dag for ...
Københavnere. Man kunne tro, at Københavns beboere havde det fint i disse dage, hvor våren virkelig går gennem Nyhavn. Sandheden er imidlertid, at hovedstaden er ramt af horder af turister, beretter Berlingske.
Turisternes indtog er så voldsomt, at »det kan føles som et rent helvede at gå gennem Nyhavn om sommeren eller cykle i myldretiden over Dronning Louises Bro«, fortæller avisen.
Så slem er situationen, at myndighederne nu vil gribe ind for at undgå, at »tsunamier af turister vælter byen over ende og slider på historiske monumenter og jager borgere væk«, skriver Berlingske. Eneste lyspunkt synes at være, at byens aktuelle knaphed på skoler og børnehaver vil blive en saga blot, i takt med at borgerne jages væk af vilde kinesere i ’I love CPH’-T-shirts.
fortsæt med at læse
En god dag for førstedamen Melania Trump - og en dårlig dag for Donald Trump
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

























