En god dag for...
Amma Mata. Rapperen Kanye West underholder dagligt på Twitter med politiske tirader, billeder af fodtøj og dryp fra sin kommende filosofibog, ’Break the Simulation’. Midt i en serie tweets om mobilafhængighed hyldede Kanye West i går den indiske krammeguru Amma Mata, som er kendt for sin evne til at heale ved hjælp af kram.
Amma, hvis rigtige navn er Sri Mata Amritanandamayi Devi, har uddelt krammere til millioner af mennesker på verdensplan. Engang lykkedes det hende at kramme 40.000 mennesker på 20 timer uden at holde pause i Penang i Malaysia.
Den 64-årige Amma Mata forklarer sin udholdenhed med, at hun er »evigt knyttet til universets strømkilde«. Som åbenbart også forsyner Kanye Wests Twitter-profil med god energi.
En dårlig dag for...
Andy Warhol. Den ikoniske newyorker-publikation Interview Magazine lukker, skriver flere medier. Magasinet, som popkunstneren Andy Warhol lancerede i 1969, beskæftigede sig med kunst, mode og popkultur, og især i 70’erne var Interview et toneangivende downtown-magasin, hvor avantgardekunstnere, musikere, skuespillere og andet celebert klientel fra Studio 54-natklubben stod i kø for at svare på Warhols spørgsmål om, hvad de mon havde fået til morgenmad.
Magasinet blev købt af milliardæren Peter Brant i 1989 (Warhol døde i 1987), og lukningen kommer efter nogle tumultariske måneder med ansatte, der blev låst ude efter en huslejedisputs, et sagsanlæg fra en tidligere redaktør og fyring af en redaktør på grund af påstået sexchikane.
fortsæt med at læse
En god dag for landets arbejdsgivere efter Støjberg-opfordring - og en dårlig dag for Yahya Hassan
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

























