En god dag for landets arbejdsgivere efter Støjberg-opfordring - og en dårlig dag for Yahya Hassan

Lyt til artiklen

En god dag for...

Landets arbejdsgivere. Inger Støjberg skriver i BT, at hun ikke vil fratage danske muslimer muligheden for at dyrke deres højtider, men integrationsministeren opfordrer muslimer til at holde ferie i ramadanen, så det ikke får en negativ indflydelse på samfundet. Det kan nemlig være farligt for os alle, hvis buschaufføren eller personalet på sygehuset ikke spiser eller drikker i løbet af dagen. Men frygt ej, arbejdsgivere. For direktøren for Center for Aktiv Sundhed, Bente Klarlund, siger, at det er »fake news«. Dem, der faster, og dem, der spiser, hvad de har lyst til, kan fokusere lige godt. Hvis Klarlunds ord står til troende, kan arbejdsgiverne endda sløjfe frokostpausen. »Der er ikke et eneste videnskabeligt studie, der kan overbevise os om, at vi skal spise et bestemt antal gange...«.

Bente Klarlund om Støjbergs kritik af ramadanfastende på arbejde: Jeg kører gerne med en buschauffør, der faster

En dårlig dag for...

Yahya Hassan. Kronprins Frederiks royale løbetur i dag tiltrak alt fra almindelige borgere til politikere og kendisser. En af dem var poeten Yahya Hassan, der var mødt op iklædt løbetøj i Aarhus. Hassan kunne ikke dy sig for at afbryde TV 2’s journalist, der sendte live. Poeten lagde således ud: »HVAD SKER DER, CHEF? VELKOMMEN TIL AARHUS. DET ER MIN BY, DET HER. DET ER IKKE KRONPRINSENS, DET KAN JEG GODT LOVE DIG«, sagde han til reporteren, der – efter lidt yderligere Hassan-forstyrrelser – sendte digteren videre på sin færd. Men her skal Yahya Hassan have en hjælpende hånd med at kende sin plads i hierarkiet. For kongen af Aarhus hedder Thomas Helmig, mens dronningen hedder Margrethe. Arvefølgen fortsætter med Jørgen Leth og Stig Tøfting.

Niklas Rehn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her