En god dag for ...
Den danske natur kan se frem til at blive større i fremtiden. Regeringen med miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i spidsen og Dansk Folkeparti vil inddrage 30.000 hektar i de såkaldte Natura 2000-områder, der omfatter den beskyttede danske natur. Områder som Paradisbakkerne på Bornholm, Klinteskoven på Møn og Saltum Enge i Nordjylland er blandt de naturperler, der nu skal beskyttes.
Selv om de 30.000 hektar er godt nyt for naturen, så har både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og WWF Verdensnaturfonden også en løftet pegefinger til regeringen.
Danmark er nemlig – på trods af det nye tiltag – fortsat blandt bundskraberne i EU, når det kommer til andelen af beskyttede naturområder.
En dårlig dag for ...
Neymar er en fodboldspiller, der for alvor kan begejstre verden. Han scorede forleden sit første mål ved dette års VM. Da det skete – mod Costa Rica – brød jublen derfor ud – og den brasilianske superstjerne brød selv i gråd.
Det samme gjorde hans søster formentlig – men modsat den feterede bror var det ikke i lettelse og glæde, men i smerte.
Brasilianske SporTV rapporterer, at Rafaella Santos midt i jublen bankede ind i en veninde og slog armen så voldsomt, at skulderen blev revet af led.
På det sociale medie Instagram poserer hun nu med armen i slynge.
»Hej venner!! Som I ved, fejrede jeg sejren så meget, at jeg kom til skade. Hahahaha«, skriver hun.
fortsæt med at læse
En god dag for Diego Maradona - og en dårlig dag for Sean Spicer
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























