Klumme afPeter Schøler

Journalist

En god dag for Gary Lineker - og en dårlig dag for motionsløberen

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Gary Lineker. VM i fodbold er højsæson for floskler og almindelig hyggevoldtægt af sproget. Tag bare TV 2’s samlede dækning. En enkelt slaglinje tåler dog altid en tur til, for sandheden om fodbold kan ofte koges ned til den engelske målmager Gary Linekers berømte ord: »Fodbold er et simpelt spil, hvor 22 mænd jagter en bold i 90 minutter, og til sidst vinder tyskerne«.

Lørdag aften så det dog sort ud for Tyskland, der skulle dybt ind i overtiden mod Sverige for at afværge et truende VM-exit. Med Linekers ord på Twitter: »Fodbold er et simpelt spil, hvor 22 mænd jagter en bold i 82 minutter, og tyskerne får smidt en spiller ud, hvorefter 21 mænd jagter bolden i 13 minutter, og til sidst vinder tyskerne på en eller anden fucking måde«. Den griner de sikkert stadig ad i Sverige.

En dårlig dag for ...

Motionsløberen. Så oprandt dagen, hvor det motionsmaniske danske folk ikke kunne finde flere broer, sandstrande eller royale at løbe efter. Vi er ganske enkelt blevet mætte af motionsløb. I hvert fald melder arrangører og organisationer om dalende tilslutning til landets over 1.500 løb. Tag bare halvmaraton i Esbjerg søndag, hvor skuffende 500 havde købt startnumre.

Ifølge løbsarrangør Morten Basse er forklaringen indlysende: »Inden for halvanden måned har vi haft flere løb i byen, blandt andet Royal Run, Tøseturen, Vestkystløbet, OCR-løbet og Stafet For Livet«, siger han til DR Syd. Nu venter vi bare på, at boligboblen atter brister, så vi har den ultimative undskyldning for at sygne hen i sofaen, mens vi stopper os med margarinemættede kanelsnegle.

Peter Schøler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her