Klumme afNiklas Rehn

Souschef på Politikens udlandsredaktion

En god dag for jyder - og en dårlig dag for gymnasieelever

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Jyder. Når man arbejder på en københavneravis midt i landets hovedstad, så er det ikke så få gange, at man oplever jyske medarbejdere blive hængt ud af sjællandske kolleger for sproglige vendinger. Som for eksempel når man siger ’traj’ i stedet for træ eller rent faktisk udtaler trailer og camping på dansk – og ikke en snobbet, velsagtens påtaget måde.

Derfor er det også en fornøjelse at se, at der ikke gøres grin med jysk i medierne mere. Tværtimod. Se blot på en af tophistorierne på lokalavisen.dk: ’Veltalende kvinde bag lumsk svindelnummer – sådan lokker hun dig i fælden’. Historien går kort fortalt ud på, at flere kvinder på Bornholm er blevet ringet op af en fagforeningskvinde med jysk accent, der fortæller ofrene, at de har penge til gode fra år tilbage.

I tre af fire tilfælde lokkede hun kontonumre ud af ofrene og hævede større beløb på deres konti. Nu eftersøger politiet hende så for den lumske fidus. Historien melder ikke noget om, hvorvidt kvinden blot talte jysk, fordi det får én til at lyde mere veltalende eller troværdig.

En dårlig dag for ...

Gymnasieelever. For knap 10 måneder siden kunne læserne af denne avis gå på opdagelse i historien om, at man på Helsingør Gymnasium hverken ville give karakterer i 1.g eller 2.g. I stedet blev jagten på tal erstattet af skriftlig feedback.

Nu er det så tid til den årlige omgang rundgangshistorier om 12-tals elever, der sprænger skalaen og ender med et snit over 13, hvilket selvsagt ikke burde være muligt på en skala fra 0 til 12. Immervæk leder landets medier hvert år efter de ’perfekte’ elever i juni, mens vi resten af året beretter om gymnasieelever, der er ramt af stress eller angst.

I år har Jyllands-Posten sågar formået at finde en elev, der ender med et snit på 13,1. Den 18-årige elev siger: »Jeg er meget perfektionistisk, så når jeg er gået i gang med noget, skal jeg også have det afsluttet ordentligt. Men omvendt har jeg ikke været den mest pligtopfyldende elev«. En tvivlsom påstand, da eleven har 26 12-taller fra sin gymnasietid. Efter sommerferien skal hun læse matematik på universitet. Inden skal hun forhåbentlig udleve sin ungdom.

Niklas Rehn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her