Som var de naturens egen bobleplast, brister de ved hård berøring, men det er ikke luft, de små sortviolette brombærbolde er fyldt med. Det er en varm, sød væske, og den breder sig i munden, mens jeg undersøger nabogrenene. Fem modne bær når jeg op på i dag. En fuld håndfuld af nogle af de sidste, efter at jordbær, ribs, hindbær og solbær gavmildt har givet dag for dag, uge for uge i en lang blød bue hen over de lyse måneder.
Målt med øjet er min have 40 kvadratmeter. Når munden løber over, siger jeg alligevel 50 og fortryder det straks bagefter. For man må ikke lyve, overdrive, gøre sig til. Det blev indprentet for årtier siden, og det er bare et enkelt led i den kæde, hvormed barndommen stadig kan holde et fast greb. Selv om man har forsøgt at rive sig fri og fik hjælp af ordene i ’Lykke-Per’ til at ane omfanget af, hvad dét egentlig vil sige – for en og alle.
