En formiddagsavis meddeler, at en socialdemokrat overvejer at lade togbøder få betydning for asylsøgeres mulighed for at få asyl. For disse formastelige flygtninge formaster sig igen og igen til at køre uden billet, og det udestående beløb er ifølge DSB ved at løbe op i så mange millioner, at Egon Olsen ville overveje at lægge en plan for at få fingre i dem.
Som lovlydig borger på Østerbro med barolo i skabet og Pontoppidans ’Lykke-Per’ i reolen bliver jeg selvfølgelig forarget, når folk pisser på fællesskabet ved ikke at betale deres del af festen. Jamen, det gør jeg da. Vi skal alle være med til at finansiere gildet – lige fra ham, der samler flasker i kvarteret, til Fritz Schur, der ifølge rygter hentede Elton John til landet, da han holdt rund fødselsdag.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























