Hver dag, jeg ankommer helskindet på arbejde, er et lille mirakel.
Jeg skal nemlig cykle gennem Jernbanegade, og selv om jeg har boet i både Beirut og Jerusalem og hørt selvmordsbombere ryge i luften fra min balkon, er turen gennem den lille gade, hvor Dagmar-biografen ligger, noget af det vildeste, jeg har oplevet.
I samtlige de tre-fire år, jeg har skullet den vej på arbejde, har Jernbanegade været et dødsensfarligt kaos.
Gaden er ikke lang, vel 2-300 meter, men der lurer farer og fælder overalt.
I den ene ende har der i årevis været byggepladsen omkring Axel Towers, advokatfirmaet Gorrissen Federspiels imposante palads.
I den anden ende er Dagmar-hus ved at blive ombygget. Hertil kommer større udgravninger af vejen på grund af noget med ledningerne, en ekstremt ujævn asfalt, der for spændingens skyld er krydret med lidt gamle sporvognsskinner, der stikker op hist og her.
Når man så smider dobbeltdækker-busserne, der vender foran Cirkusbygningen, de store advokatbiler, der kommer ind og ud af de underjordiske garager flere steder på vejen, og turisterne, der vandrer forvildede rundt ved hotellet på hjørnet af Rådhuspladsen, oveni, har man opskriften på et trafikalt mareridt.
Jeg har tit tænkt, at det ville være et oplagt computerspil: Kom hurtigt og levende gennem Jernbanegade.
Men Jernbanegade er ikke unik, bare en ekstrem version af det byggekaos, som gør store dele af indre København nærmest umulig at komme rundt i.
Lynetteholmen løser en meget lille del af boligmanglen: København har brug for over 100.000 flere boliger i 2045For at komme hele vejen til Politiken skal jeg fra Jernbanegade lige over Rådhuspladsen, i sig selv en bedrift med metrobyggeriet.
Nu er denne runde af metroen ganske vist ved at være færdig, og man kan rent undtagelsesvis se det meste af både Rådhuspladsen og Kongens Nytorv i den anden ende af Strøget.
Men lur mig, om ikke det er en stakket frist. Begge pladser har været under noget nær permanent ombygning i hele mit voksne liv, og der kommer garanteret noget nyt, som snart lukker dem af igen. Og skal jeg længere gennem indre by, fortsætter kaosset og det uskønne byggerod.
Vestergade er revet op for tiden af byggeri, krydsene i Pisserenden har været gravet op det meste af sidste år for at lave ny belægning, og sådan er det stort set overalt.
De lukkede gader
Sidste år var det Vesterbrogade, der blev lukket, så kom Gammel Kongevej, og en kort stund lykkedes det endda at lukke dem begge oppe ved Vesterport.
Drister man sig en dag til at tage bilen, bliver det endnu værre – alle ruter skal planlægges med militær præcision, hvis det ikke skal gå helt galt.
Denne weekend skulle min ældste datter for eksempel til fødselsdag med klassen i Hellerup. Jeg havde lovet at tage en klassekammerat med, som skulle hentes på en stikvej lige bag Frederiksberg Rådhus.
Mens jeg hentede veninden, var min datter til tennis i KB, men Pile Allé var lukket på grund af vejarbejde. Det vidste jeg godt, så jeg havde planlagt, at hun løb til Frederiksberg Alle og mødte bilen dér.
Herfra burde vejen have været klar, men så havde jeg glemt forberedelserne til den store Kim Larsen-fest på Rådhuspladsen og blev alligevel fanget i en endeløs kø. Hvilket bringer mig til den næste udfordring ved at bo i byen: den endeløse, bankende køre af arrangementer, bystyret i sin uendelige visdom vælter ud over de lokale beboere.
Der er knap en uge uden et eller andet løb, som lukker halvdelen af byen af – halvmaraton, triatlon, maraton, DHL, hvad det nu alt sammen hedder.
Så er der Distortion, den store byfest, som i en lille uges tid om sommeren drager hærgende gennem brokvartererne, Copenhagen Pride og så videre og så videre i en uendelig række.
’Ah, men sådan er det jo at bo i byen, det skal jo være liv og aktivitet’, vil nogen – især dem, der selv bor sikkert ude i forstæderne – sige.
Og ja, naturligvis er det grundlæggende rigtigt. Liv er godt, og det er derfor, jeg bor i byen.
Men balancen kan altså godt tippe med lidt for meget hurlumhej og ombygning og kaos. Og det er ikke kun, fordi jeg er blevet en gammel sur havenisse.
Nå, men i det mindste slap vi for formel 1. Lidt fornuft er der stadig til.
fortsæt med at læse
