Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg
Arkivfoto: Thomas Borberg

Fejringen af Halloween, der for mange børn er lige med meget slik, kan også sagtens være anledning til refleksion over sværere tilgængelige emner som sorg og død.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Dorte Hygum om de mørke højtider: En flamme fra en tændstik for dem, der var

Halloween og allehelgen er anledninger til at tænde lys og mindes de døde. Og huske, at både sorg og død er et menneskevilkår.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lette fødder løb op ad trappen, lyse stemmer snakkede højt, og da fire – fem små hænder derefter ivrigt hamrede på døren, lukkede jeg op onsdag aften og så en flok øjne lyse af forventning i ugenkendelige og uhyggeligt malede ansigter.

I næste øjeblik blev blikkenes glæde afløst af tvivl og skuffelse, fordi æbler og appelsiner ikke lige var, hvad børnene håbede på. »Har du slet ikke noget slik?«, kom det forundret fra en, der var sortsværtet trold foroven og lyserød tylsprinsesse forneden.

En pose tørrede figner gjorde ingen gladere. Sådan en halloween-amatør kunne de selvfølgelig ikke bruge tid på, og få sekunder senere var de søde genfærd videre i opgangen.

Selv tog jeg min dårlige samvittighed med indenfor igen, hvor jeg tændte et lys ekstra for de løse sjæle, og er min egen sommetider en af dem?

Det er blevet vintertid med korte dage og tiltagende kulde. ’Dybt hælder året i sin gang’, som det hedder i en salme, der synges lige nu, hvor halloween er forbi, og hvor allehelgensaften og -dag er blevet markeret eller bliver det i mange kirker nu på allehelgenssøndag. Halloween er spøgelser fra de dødes rige, kunstige edderkoppespind, udklædning, slik eller ballade. Allehelgen er i nutiden en måde at mindes de døde på ved at tænde lys for dem og – i en del kirker – læse navnene på det seneste års afdøde højt.

Græskargespenster og gravlanterner har forskellig baggrund og betydning, men døden har de til fælles. Ligesom os.

Om man er troende eller ikke, og om man taler højt med andre om døden eller ej, kan traditioner med at tænde lys for de døde for nogle af os måske skabe rum til at tænke på dem, der var. Både på det gode og det svære. Og uanset om det er kort tid siden, de døde, eller der er gået enkelte eller mange år. Det tænker jeg, samtidig med at jeg trækker et tørklæde om halsen, låser døren udefra og går den halve times tid, det tager at gå hen til en bestemt gravsten på en bestemt kirkegård.

Med flammen fra en tændstik tænder jeg et lys, stiller det på stedet og står der lidt. Da jeg går derfra, oplever jeg som så mange gange før, at der helt af sig selv kommer en uforklarlig lethed over min indre dialog med det menneske, hvis navn er hugget i sten. Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, hvorfor det sker. Jeg tænker egentlig heller ikke over, om andre mennesker oplever noget lignende, og jeg er ikke overhovedet optaget af spiritisme. Jeg tager bare imod det og tænker, at sådan er det med os, mine døde og mig: Nogle gange er de helt ude af mine tanker. Andre gange er de helt tæt på.

Jeg bliver så glad ved tanken om, at det er i kraft af nogen før mig, efter mig og sammen med mig, at jeg er menneske

I øjeblikket debatterer forskere, om det er godt eller skidt at følge WHO’s anbefalinger om at give mennesker med særlig kompliceret sorg, forlænget sorg kaldes det også, en diagnose. Nogle mener, diagnosticering kan være positivt for den lille procentdel af alle sørgende, der er tale om. Andre mener, at den diagnose er en diagnose for meget.

Jeg ved ikke, hvem der har ret. Jeg er bare en sorgamatør med private erfaringer i, at når jeg mister, så jeg falder dybt, skal jeg tage imod dem eller det, der er parat til kærligt at gribe. Gør jeg det, bliver faldet i det mindste mere blødt.

Det var Brødrene Grimm, der skrev eventyret ’Rumleskaft’ om, hvordan trolden forsvinder, når man siger dens navn. Sorgen er ikke forsvundet ved at tale om den, som jeg har gjort denne gang, men at lytte til sorgens klange og at tale både om og med den døde, det sidste inden i mig selv, har gjort det anderledes. Det har gjort det nemmere at være sammen med de levende, ikke mindst.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er båndet mellem de levende og de døde, Roseanne Cash synger om, når hun i ’The River and the Thread’ fra 2014 sætter ord og musik til sorgen og glæden et årti efter sin far, Johnny Cash’ død.

Det er et bånd, der er nærværende i mange andre sange og bøger og kunstværker i disse år. Og nogle gange, når jeg hører efter, hvad sangene og bøgerne og billederne fortæller, bliver jeg så glad ved tanken om, at det er i kraft af nogen før mig, efter mig og sammen med mig, at jeg er menneske. Det gælder både de levende og de døde.

Hjemme fra kirkegården lytter jeg til Roseanne Cash, der synger, at en enkelt fjer ikke er en fugl, en dråbe ikke er et hav, en sten ikke et bjerg. »But a river runs through me«.

Jeg tænder et lys. Også i en flamme fra et beskedent lys på et gravsted eller i en stue en mørk dag i begyndelsen af november kan båndet mærkes.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden