På min svigermors vinrøde opslagstavle hænger en tekst af Søren Kierkegaard, der altid får mig til at gyse. Teksten handler om et teater, hvor kulissen går i brand.
Da teatret orienterer publikum om den farlige situation, reagerer publikum ikke som forventet ved at flygte. I stedet applauderer de. Man gentager meddelelsen. Publikum jubler endnu højere. »Således tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits«, slutter Kierkegaard.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























