En af mine yndlingsanekdoter om Storbritanniens legendariske premierminister Winston Churchill er fra, da han tabte valget i 1945. Det var et bittert øjeblik. Churchill havde trods alt lige ført landet til sejr over nazisterne og blev så smidt ud af Downing Street til fordel for Labour.
Mens han sad og kogte af raseri ved morgenmaden forsøgte hans tålmodige hustru, Clementine, at trøste. »Måske er det i virkeligheden en velsignelse«, sagde hun med det engelske udtryk ’a blessing in disguise’.
Ifølge overleveringen kiggede den britiske bulldog op fra kaffen og svarede tørt: »I så fald er den meget godt forklædt«.
Om nederlaget var en velsignelse for Churchill, kan man diskutere – men han kom dog tilbage som premierminister – men at det, der ligner ulykker, nogle gange kan vise sig at være det modsatte er tydeligvis rigtigt.
Det gælder for tiden mest åbenbart de to politiske jordskæv, der i 2016 ramte den angelsaksiske verden: Storbritanniens beslutning om at melde sig ud af EU og valget af Donald Trump som USA’s 45’ende præsident. Begge ting virkede umiddelbart som et grundstød til hele den verdensorden, som EU repræsenterer, og mange spåede, at det ville blive begyndelsen til enden for EU.
Men faktisk har det vist sig at gå lige omvendt. Trumps frontalangreb på den internationale retsorden og hans åbne foragt for sine trofaste allierede har gjort det krystalklart, at man ikke kan stole helt så meget på gamle Onkel Sam mere.
Den gamle hegemon er blevet en bølle, der bruger sin magt og størrelse til at intimidere andre og presse handelsmæssige indrømmelser ud af dem. Nato står stadig, men det er mindre indlysende end tidligere, at den transatlantiske alliance er tilstrækkelig til at sikre Europas frihed og sikkerhed.
Et klart tegn på den skiftede stemning var meningsmålingen tidligere på ugen om, at halvdelen af befolkningen i Danmark nu mener, at vi bør gå med i en EU-hær. Mindre end en tredjedel af danskerne var direkte imod tanken, og det er svært at tro, at det ikke i et vist omfang er på grund af Trump.
Endnu mere end Trump er EU dog blevet styrket af Brexit.
Misforstå mig ikke, jeg synes, det er en tragedie, at Storbritannien vil melde sig ud og håber stadig, at de når at ombestemme sig. Men de, der troede, at Brexit ville blive begyndelsen på en bølge af udmeldelser af EU er blevet slemt skuffet.
»Hvem er den næste«, spurgte Trump efter sigende, da han første gang talte med EU-præsidenten Donald Tusk. Svaret viste sig at være: ingen. Selv blandt de argeste kritikere af EU er lysten til at melde sig ud fordampet som dug på en varm sommerdag i takt med, at Storbritannien er ved at gå under i kaos og nu står på afgrundens rand.
De resterende 27 EU-lande har holdt fuldkommen sammen, der har ikke været nogen slinger i valsen under forhandlingerne med briterne. EU har vist sig langt mere solid og stærk her i krisens stund end de fleste – selv EU-tilhængerne – havde ventet.
Og med god grund. Det er blevet fuldkommen åbenbart for enhver, at der er enorme fordele ved at være medlem af EU. Ikke fordi man behøver elske Europa eller eurokraterne, men fordi det giver umådeligt meget mening for små og mellemstore lande – som de europæiske – at holde sammen.
Som den begavede kommentator i Financial Times, Gideon Rachman, udtrykte det i en klumme denne uge, skal man se EU mere som en taktisk alliance end et værdibaseret fællesskab. I en verden, der bliver stadig mere domineret af Kina og USA, er EU den eneste realistiske måde, hvorpå Europa kan blive hørt og ikke bare trynet af de store.
Alene er selv de største EU-lande som Tyskland magtesløse overfor giganterne, men sammen er EU så stort et marked, at vi ikke bare kan blive møflet. Så selv om der er enorme stridigheder og splittelser internt i EU – om demokrati, nationale budgetter og immigranter – er det ikke noget, der reelt truer unionen.
Selv Polen og Ungarn er ikke for alvor fristet af at melde sig ud, uanset hvor meget de raser mod Bruxelles’ magt. De ved, at det er en kold og barsk verden derude. De behøver bare kaste et blik mod London.
fortsæt med at læse
