En god dag for
Håndværkere. Tømrere, elektrikere og vvs’ere tilhører som bekendt en faggruppe med uendelig meget i munden og forsvindende lidt på troværdighedskontoen. I øvrigt ligesom journalister, politikere, bankfolk og katolske præster. Men noget kunne tyde på, at kunden ikke altid har ret, når det kommer til samarbejdet med folket i Kansas og sikkerhedssko. Ifølge en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har gennemført for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, har hver fjerde danske forbruger, der får udført opgaver mellem 10.000 og 100.000 kroner, kun en mundtlig aftale med håndværkeren. Og så kan det jo undertiden blæse lidt i vinden, om det var væggen ind til køkkenet eller badeværelset, der skulle væltes. Mange indhenter slet ikke et tilbud, viser undersøgelsen ifølge Ritzau, og 6 af 10 undlader at forsøge at forhandle sig til en bedre aftale. Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorvidt tømrersvenden husker at slå toiletbrættet ned og rydde op efter sig, men indtil kunderne selv får papirarbejdet i orden, lader vi tvivlen komme håndværkerne til gode.
En dårlig dag for
Rotteangste. Hvis man hører til den andel af befolkningen, der har begrænset kærlighed til de små gnavere, skal man måske vente lidt med at sikre sig forårsturens billetter til nordøstitalienske Gattolino nær adriaterhavskysten. For der er liv og glade dage i landsbyen, der er udsat for en sand invasion af hvide rotter. »Når en bil kører på en stille vej om aftenen, iler hundredvis af rotter hen over asfalten«, skriver den britiske avis The Guadian på baggrund af lokale medier. Indbyggerne beretter om »sindssyge hvide rotter«, der springer ud foran køretøjer og også dræber hinanden. »Jeg har aldrig set noget lignende«, siger et medlem af det lokale brandvæsen ifølge The Guardian. Myndighedernes teori er, at de mange rotter er søgt væk fra et sted, hvor der tidligere var dueavl, og hvor rotterne kunne finde både ly og mad. Men da føden nu er væk, søger rotterne mod byen. Myndighederne har sammensat en indsatsstyrke bestående af brand- og politifolk samt sundhedsinspektører, som skal forsøge at slå plagen ned.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























