Klumme afKim Frydensberg

Politiken kårer hver dag, hvem der har haft en god dag – og hvem der har haft en dårlig dag.

En god dag for kontroversiel dommer og en dårlig for etårig dreng, der er røget i Skats net

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Damir Skomina. Den slovenske fodbolddommer har været europæisk elitedommer siden sæsonen 2009/2010 og har dømt en række kampe i både Champions League og Europa League. Men han næppe været mere i skudlinjen end efter onsdagens videoassisterede straffesparkskendelse i Paris, der fik stjernerne fra Paris Saint-Germain til først at bide i græsset og siden til at rase på de sociale medier. »En skændsel«, tordnede brasilianske Neymar om den kontroversielle kendelse, og selv BBC’s netkommentator måtte erkende, at hans briller skulle være meget britiske for at se en strafbar forseelse, da PSG’s Presnel Kimpembe, som havde vendt ryggen til, blev ramt på en arm, der ikke var specielt langt fra resten af kroppen. Men nu kan Skomina ånde lettet op. Det europæiske fodboldforbund fastslår, at dommeren havde handlet fuldstændig korrekt. »Forsvarspillerens arm var ikke tæt på kroppen«, fastslår Uefa. Forsvarsspillere må vel herefter konstatere, at de fremover ikke bare skal tape benskinnerne fast, inden de går på banen, men også armene?

En dårlig dag for ...

Skattevæsnet. Nu gik de ellers lige og glædede sig over, at de i aftes kunne frigive årsopgørelserne og snart sende en masse milliarder tilbage til borgere, som jubler, som om de havde vundet i lotto (!), selv om vi i virkeligheden bare får de penge tilbage, som vi har lånt ud til skattevæsnet det seneste års tid. Nå, men i går kom skattefolket igen i skudlinjen, da Ritzau kunne berette, at Skattestyrelsens sporhunde har snuset sig frem til etårige Noah, som de havde sendt et brev med overskiften ’Er dine udenlandske forhold selvangivet korrekt?’. Gubben skulle angiveligt have en konto i udlandet. Noah har ikke selv kunnet forsvare sig, men hans far, Jonas Sundgaard, tog affære og fandt ud af, at balladen skyldtes, at en dansk onlinebank manuelt havde indtastet forkerte oplysninger og placeret Noahs konto i Norge. Fejlen blev dog rettet øjeblikkelig. »Det er ret absurd, at der bliver brugt krudt på en konto, der har været oprettet et par minutter uden en krone«, siger Jonas Sundgaard til Ritzau. Måske skal skattefolket også bare have tapet armene tæt ind til kroppen?

Kim Frydensberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her