Omtrent på dette tidspunkt sidste år begyndte jeg for første gang at gå rundt i gader, der stod under vand. Langt op over lejlighedsbyggeriernes tage nåede vandet, der havde skændet facaderne med grønne algeaflejringer og puds i opløsning. Jeg så ind ad mørke vinduer til lejligheder, der engang havde huset familier som min egen. I stedet boede nu kun skaldyr på de efterladte møbler.
Efter i nogle måneder at have vandret ud af de samme gader, hvor vandet forekom mig at blive dybere og dybere, besluttede jeg at opsøge en psykolog. »Klimaangst«, sagde jeg i telefonen, da psykologen spurgte, hvad det drejede sig om. Og så gik vi ellers i gang med at tale om, hvordan min hverdag gang på gang slog over i glimt, der lignede en dystopisk negativside af den film, der normalt kører for mit blik.
