Lyt til artiklen
Det eneste, jeg mærker, er den lette kolde vind mod min kind. De eneste lyde, der kommer til mig udefra, er blæstens og bølgernes, som jeg står her med enkle, nordjyske klitter til alle sider og et blågrønt Kattegat foran mig.
Det er indeni, det stormer. Stadigvæk. En togtur så lang som en arbejdsdag væk fra mylder på cykelstierne, bremsende S-tog og tusindvis af travle mennesker, og alligevel bliver en stemning af dårligt vejr ved med at være der, inde i hoved og krop. Og den er nogenlunde lige så svær at abstrahere fra som synet af den blomstrende industri, de nærmest provokerende gule rapsmarker, toget passerede på vejen gennem landet.
