0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bjørn Bredal: De unge taler om katastrofe, men måske vil viberne komme igen. Ligesom det rene vand i havnen

Engang var byerne ved at blive kvalt i forurenet luft og vand, men det rene vand kom igen, og luften er frisk nok til at trække vejret i. Det kom ikke af sig selv, det blev gjort af folk med udsyn og ånd.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Arkivtegning: Claus Nørregaard

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Optimisme: Valgdagen vibrerede i den tidligste morgen til technomusik og tusind unge dansere her på vores højskole i forgårs. Rise and shine, morgenrave, kaffe, borgerbasse og sang.

Mere optimisme: en hel uges politisk morgensang med partierne i Politikens telt foran Christiansborg. Højt humør, og de to største partier har åbenbart vælger- og velfærdsgaver parat i multimilliardklassen. Her går det godt.

Pessimisme? Jo, klimaforandringer. Et rigtigt voksenord. De unge taler ikke om forandringer, de taler om katastrofe. Kloden kvæles, arter uddør. Spørger man unge mennesker i dag, om de regner med at leve længe, blive gamle og dø en naturlig død, svarer rigtig mange: måske.

De er realistiske, de unge. De kan se med egne øjne, at katastrofen allerede er under udvikling, og de anser en egentlig apokalypse, Jordens undergang i en eller anden form, for at være en mulighed.

Det er en meget stærk følelse at rumme i sit sind, apokalypsen. Måske dør jeg en naturlig død. Måske gør jeg ikke, fordi naturen bryder sammen af menneskeskabte årsager.

Der er en kolossal afstand fra denne de unges undergangsbevidsthed til de voksnes forsikringer om, at vi nok finder et teknologisk fix til at løse ’forandringerne’. Bare vi kører i elbiler om tyve år, kan vi sagtens øge svineproduktionen og udbygge lufthavnene til det tredobbelte.

Gad vide hvor mange voksne der er klar over, at deres børn går med denne bevidsthed om, at ’syndfloden’ hverken er noget fortidigt eller fremtidigt, men måske noget fatalt og snart forestående?

»Er der en voksen til stede«, spurgte Lars Løkke Rasmussen, da han første friede til Mette Frederiksen. Ja, der er nok lovlig mange voksne til stede. Samt en enkelt svensk skolepige, Greta Thunberg, der siger tingene, som de er.

Det gør de voksne helst ikke. De siger ikke tingene, som de er, men de tænker måske ligesom madame de Pompadour: »Efter os syndfloden«.

Gad vide hvor mange voksne der er klar over, at deres børn går med denne bevidsthed om, at ’syndfloden’ hverken er noget fortidigt eller fremtidigt, men måske noget fatalt og snart forestående?

Vi voksne har ellers gode forudsætninger for at se og forstå forandringerne/katastrofen. Vi har haft en årrække til at følge med. Hvor er insekterne? Hvor er fuglene? Hvor er den sne, som faldt i fjor?

Bestanden af viber, den sikreste forårsbebuder, er mere end halveret siden 1970’erne. Fuglen med den fantastiske sangflugt er noget nær dansk nationalfugl, men jo flere grise, pesticider og gylle, desto færre viber, og det bliver værre. For voksne en forandring, for unge en katastrofe.

Når man synger højskolesang hver morgen, synes man ofte, at man står og synger om et Danmark, et landskab, en natur, som forsvinder for øjnene af os. Hvor marken bølgede nys som guld, med aks og vipper bolde – der ser man nu utrolig meget gul og gul, man ser raps og raps og raps, og man ser marker så store som oceaner. Et industrialiseret landskab uden en lyd i luften, for mange af fuglene er væk.

Men snart får vi en ny Højskolesangbog. Og her kender vi allerede en af de nye sange, Lisbeth Smedegaard Andersens ’For vist vil de komme’. Denne sang vandt forleden højskolernes jubilæumskonkurrence, og da vi for nogle dage siden stod her på skolen og sang den for første gang, var der mere end én, som kneb en tåre. Den 84-årige digter er en voksen kvinde, som kan rumme de unges katastrofebevidsthed. Hendes sang rummer ikke blot en fædrelandskærlighed, som nationalister heldigvis ikke har patent på, den rummer også en optimisme og vilje til handling, som godt kan indlejres i en realistisk pessimisme:

et land der forbindes på kryds og på tværs

af veje og broer og skinner

der løber langs skove og vandløb og eng

hvor arter dør ud og forsvinder

og stier langs marker hvor nogen kan huske

en maj måneds læhegn af blomstrende buske

for vist skal de blomstre

skal hegnene blomstre i maj

Lisbeth Smedegaard Andersen synger »om det, vi er tankeløst nær ved at miste«, men hun tør drømme:

en drøm om et folk der med udsyn og ånd

bevarer en ligevægtssfære

hvor livet kan forme sig værdigt og frit

og mer’ ikke blot kræver mere

– en fremtid der skabes i tæt symbiose

med lærker og viber i engdrag og mose

for vist vil de komme

vil viberne komme igen.

Og når jeg nu om lidt skyller valgflæsket af mig ved at hoppe i havnens rene vand her midt i København, tror jeg pludselig, at den smukke nye højskolesang rummer en vis realisme: Måske vil de faktisk komme igen, viberne.

For her midt i byen, hvor vi engang var ved at blive kvalt i forurenet luft og vand, ja, her kom det rene vand igen, og luften er frisk nok til at trække vejret i. Det kom ikke af sig selv, det blev gjort af folk med udsyn og ånd.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts