Jeg kan stadig genkalde mig kuldefølelsen, der skød gennem kroppen en tidlig morgen i august for nogle år tilbage. Jeg sad i køkkenet og var med den ene hånd i færd med at made min dengang etårige søn, mens jeg med den anden hånd på mobilen trykkede mig vej ind til universitetets hjemmeside for karakterupload. Jeg havde haft det på fornemmelsen, siden jeg halvanden måned forinden forlod et brændende sommervarmt lokale efter en firetimers skriftlig eksamen: at det var gået skidt, meget skidt endda. Men så gik dagene, ferieletheden lagde sig, og jeg fik efterhånden overbevist mig selv om, at den nok lige akkurat var hjemme. Måske var det endda helt godt.
Nu var ferie og illusioner med ét forbi, for på skærmen foran mig stod to uendeligt fremmede tal og blinkede: 00. Som i dumpet.
