Jeg bliver så ked af det, når den danske folkehøjskole omtaler sig selv som en pauseknap, et pitstop eller pusterum. Jeg bliver ked af det, fordi den smukkeste uddannelsesinstitution, dette land har skabt, dermed forlegent og genert gemmer sig i hjørnet som en undseelig unødvendighed fra forne tider.
Jeg er selv rundet af den højskolebevægelse, der i disse dage fejrer 175-års jubilæum. Jeg tog ikke på Askov Højskole i midten af 90’erne for at sætte mit liv på pause. Tværtimod. Jeg tog på højskole for at sætte fart på mine ambitioner og sende mine drømme mod nye himmelbuer.
