Der er sket noget med min måde at gå ind i et nyt år på. Med følelsen, det bringer med sig, når man står der på stolen og ser sekundviseren på fjernsynet nærme sig 12, for så i næste nu at springe ind i det. Året, der kommer, altså.
Engang var hoppet fuldt af begejstret forventning til alle de uigennemskuelige ting, de næste 365 dage ville bringe. Som da jeg i niende klasse stod i sofaen hos ham den søde fra parallelklassen og spændt forestillede mig, om det nye år mon ville blive året, hvor jeg fik mit første kys. For så cirka to en halv time senere i et mørkt hjemmebibliotek at konstatere, at det var det sørme.
