En god dag for ...
Stormen Ciara. Det blæsevejr, der søndag ramte mange steder i Europa, var ventet med spænding hos en særlig gruppe sportsfolk: modvindscyklisterne. De hollandske mesterskaber i modvindscykling – NK Tegenwindfietsen – afholdes ikke på en fast dato hvert år, men annonceres før en varslet storm. Efter at have studeret vejrudsigten indkaldte arrangørerne derfor til væddeløb på dæmningen Oosterscheldekering i søndags, så cyklisterne kunne trodse Ciara. Det blev en blandet succes. Det lykkedes at få kåret en mandlig og en kvindelig mester, der ligesom de øvrige deltagere kørte de 8,5 km på en herrecykel uden gear og af mærket Gazelle. Men 15 hold blev besejret af Ciara. Uvejret tvang nemlig arrangørerne til at suspendere løbet, inden de kom til start.
En dårlig dag for ...
Generalmajor Lollesgaard. Hærchef Michael Lollesgaard er blevet hacket på det sociale medie LinkedIn. Ifølge Forsvarskommandoen indeholdt profilen ikke fortrolige oplysninger, og det er uvist, om han er et tilfældigt offer, eller om han var mål for hackere fra fremmede magter. En ekspert i cyberkriminalitet ser med alvor på episoden. »En generalmajor vil være forbundet med det halve danske forsvar samt talrige personer højt i Nato og USA«, siger Jan Lemnitzer til dr.dk. Hackerne har afsendt filer fra profilen, og det er en kendt metode til at sprede skadelige filer til andre netværk. »Der er stor sandsynlighed for, at nogle vil åbne filen, når chefen for den danske hær e-mailer til dem, så set fra en fremmed efterretningstjeneste er det her en potentiel guldmine«.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























