Det føles lidt som en falliterklæring. Som en handling, der bekræfter netop det, jeg i de kommende linjer forsøger at værge mig imod: at skrive om at gå på barsel, som om det skulle være af største vigtighed, når nu verden brænder derude – corona, krig og klima ej at forglemme.
Problemet er bare, at jeg allerede nu – to måneder før termin og en måned før barselens start – kan mærke, hvordan verden omkring mig begynder at forsvinde. Hvordan jeg i stigende grad blot læser overskrifterne i avisen og taber pusten, så snart jeg fornemmer antræk til politisk diskussion ved spisebordet. Jeg er som en fremmed for mig selv, og jeg ville måske tænke, at noget alvorligere var galt, hvis ikke det var, fordi jeg genkender mønstret fra tiden, da jeg fik mit første barn.
