Klumme afPer Thiemann

Redaktør for økonomi og samfund

En god dag for katte i Japan og en dårlig dag for katte i Norge

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Katte i Japan. Katte må til daglig leve med at lægge navn til negative ord som ’mismod’ og ’misforståelse’ og få skyld for alt fra sort uheld til massemord (se ’En dårlig dag for ...’). Men i Japan kan de firbenede fuglefængere nu bryste sig af at have en vaskeægte helt iblandt sig, beretter Ritzau. En ældre mand i byen Toyoma fik øje på en katt, som uden at flytte sig stirrede længe på en kunstvandingskanal. Det viste sig, at en mand lå i kanalen med tydelige skader fra et fald. Redningen af manden udløste et officielt diplom til de fem redningsmænd – og til katten.

En dårlig dag for ...

Katte i Norge. Landet, der gav os ’Skam’ og myseost har også et firbenet problem. Katte er dræbermaskiner, skriver netavisen VG søndag. Norske huskatte dræber syv millioner fugle hvert år, skriver avisen, hvori en zoolog fastslår, at der er for mange katte i Norge. De norske katte kan end ikke få fred ved at flygte til Danmark, for B.T. udråbte i 2016 katten til ’Danmarks vildeste massemorder’. Her får huskattene dog kun skyld for to millioner fjerkræs død.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her