0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noa Redington: Så skal jeg da love for, at demokratiets puls ramte bunden

Partierne pakker deres store begivenheder og taler ind i digitale løsninger. De gør, hvad de kan. Men det er fladt og sænker demokratiets puls.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Nu er vi i et limbo. Ingen ønsker at bidrage til at sprede smitten. Alle partier udviser samfundssind og pakker deres store begivenheder og taler ind i digitale løsninger. De gør, hvad de kan. Men det er fladt, skriver Noa Redington i denne klumme.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan godt være, at det er en sen død at blive trådt ihjel af gæs. Men så tænk på, hvor pinefuldt det er med tre digitale politiske landsmøder i samme weekend. En endeløs række af taler. Ord på guirlander. Med afsendere, der taler ind i et kamera, og modtagere, der kigger på en skærm. Upersonligt og upassioneret.

I denne weekend har Alternativet, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti holdt deres årsmøder. De er hurtigt glemt. For når det snerper til, når fårene skal skilles fra bukkene, og Historien skrives, så er og bliver politik analogt i sin kerne. Mennesker. Kamp. Kroppe. Tyngde. Virkelighed.

Hvor ved jeg det fra? Jo, jeg har selv oplevet det. Vi er i slut-80’erne. Det er med sikkerhed 1. maj. Vi går i demonstrationstog gennem den ikoniske Elmegade i hjertet af københavnske Nørrebro. Gaden er smal. Vi er mange. Der bliver råbt politiske slagord, det sitrer og koger. Og ud af det blå udbryder min sidemand og gode ven, lad os bare kalde ham T (du ved, hvem du er), spontant: »Jeg har en følelse af momentan kontinuitet«. Hverken mere eller mindre.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce